Så ofte skal din bh vaskes

Du ved, at den ikke skal til vask så ofte som sokker. Men har du egentligt styr på, hvor ofte du bør vaske din bh?

Så ofte skal din bh vaskes
© & Other Stories

En god bh er afgørende for, om du føler dig godt tilpas eller ej. Derfor kan det være svært at lægge din foretrukne bh til vask velvidende, at der kan gå dage, før du får den på igen. Men det er vigtigt at få vasket din bh regelmæssigt, og herunder kan du læse, hvor ofte du bør vaske den, samt hvorfor.

Så ofte skal din bh vaskes

Hvis du har svært ved at afgøre, om din bh skal et smut til vask, kan du starte med at spørge dig selv, hvor mange gange den er blevet brugt siden sidste vasket? Det anbefales nemlig at vaske sin bh, når den har været brugt tre til seks gange.

Derfor skal din bh vaskes regelmæssigt

Bh’en er en af vores mest private beklædningsgenstande, da den sidder presset op ad huden. Derfor bliver bh'en udsat for meget snavs og skidt, som udvikler sig til bakterier, hvis du ikke får vasket den ofte nok. Af samme årsag er det vigtigt at vaske din bh, hvis du har svedt mere end du plejer.

Desuden gør du din bh en tjeneste ved at lægge den i vasketøjskurven og give elastikken en pause. Således sikrer du, at din bh holder i længere tid.

Sådan bør du vaske din bh

Det bedste, du kan gøre for din bh, er at vaske den i hånden. Hvis du foretrækker at vaske den i maskinen, bør du investere i en vaskepose for at mindske de skader, som vaskemaskinen kan påføre. Og put den endelig ikke i tørretumbleren, da det ødelægger elastikken.