© Morten Andersen & Thomas Dahl

Sådan bruger du forårstendenserne nu

I det nye Costume bliver du guidet til, hvordan du kan bruge forårets trends, selvom der stadig er rimfrost på ruderne. Få en smagsprøve på artiklen her

I det nye nummer af Costume, der er på gaden nu, præsenterer vi alle de flotteste forårskollektioner og fremhæver sæsonens vigtigste tendenser.

Forårskollektionerne er allerede landet i butikkerne, selvom der stadig er rimfrost på ruderne. Derfor har vi allieret os med to kyndige stylister, som guider til at bruge forårets nyheder allerede nu.

Læs det ene interview med stylist og kreativ konsulent Stephanie Gundelach herunder. Og i det nye Costume, kan du også finde en guide til shopping udvalgt af Stephanie, der matcher hendes stylingtips.

HVAD ER SÆRLIGT VED DETTE SÆT TØJ?

“Jeg er kæmpe fan af Demna Gvasalia, den nye chefdesigner for Balenciaga. Jeg er enormt inspireret af hans forårskollektion, som er farverig med stærke 80’er-referencer. Han har blandt andet lavet en trenchcoat i lak, som jeg godt gad få fingrene i. Denne fra Stutterheim er et godt – og lidt mere prisvenligt – alternativ, der kan bruges på mange måder.”

HVORDAN GØR DU DET VARMT OG VINTERLIGT, SÅ DET KAN BRUGES NU?

“Jeg er ret vild med ‘jeg-har-lånt-min-kærestes- tøj’-trenden, som for eksempel hættetrøjer, boxy skjorter og baggy jeans – gerne i kombination med feminine materialer og farver, så der kommer balance i looket. Den lidt dramatiske laktrenchcoat har en feminin silhuet og kan derfor godt tåle en oversized sweatshirt og et par slidte jeans.”

HVORDAN VIL DU STYLE OUTFITTET TIL FORÅRET?

“På varmere dage vil jeg bruge en T-shirt med print under – ingen jeans, men i stedet en farverig nederdel. Jeg er især klar på en i lilla a la Balenciaga eller Donatella Versace. Jeg synes også, at Rochas viste en sjov og anderledes måde at kombinere primærfarver på, der er ret inspirerende. En grafisk nederdel kunne også fungere godt. Jeg vil fuldende looket med et par støvletter i farvet læder.”

HVAD ER DINE FAVORITTENDENSER DENNE SÆSON?

“Trenchcoats a la Balenciaga med fokus på skuldre og en smal hvepsetalje. Jeg elsker det statement, som powerskuldre er. Jeg tror, jeg skal finde min fars gamle 80’er-blazere frem og fremhæve taljen med et flot bælte. Jeg er også fan af striber i alle afskygninger a la Fendi og Mulberry. De er klassiske og sporty og bliver kun mere interessante af at blive mikset med andre mønstre og farver.”

Vil du have flere gode stylingtips? I det nye Costume finder du endnu et stylist-interview med Mette Mortensen, samt en stor shoppeguide med fund, der matcher sæsonens vigtigste tendenser.