
Sådan kan du tjene penge på at shoppe
Næste gang du køber et modefund, bør du betragte det som en investering, der kan give et stort afkast, hvis du ellers følger disse råd
Af — 25. oktober 2016Kender du følelsen af, at kæresten, bankrådgiveren eller din mor kigger fordømmende, hver gang snakken falder på dine mange shoppingture?
Nu behøver du ikke at have dårlig samvittighed over at købe dyre ting eller at retfærdiggøre det med, hvor mange gange du vil bruge det, fordi modekøb kan nemlig betragtes som en investering.
Ifølge Vestiaire Collective, som vi besøgte i London sidste tirsdag, er der mange penge at tjene, og de ønsker derfor, at flere skal få øjnene op for, at de køb vi har hængende hjemme i skabet, faktisk kan være en formue værd.
For at blive klogere på, hvordan man bedst investerer i mode, har vi interviewet en af Vestiaire Collectives grundlæggere, Fanny Moizant, som overraskende nok kunne afsløre, at du ikke behøver at investere i dyre tasker for at tjene penge på videresalg.
Læs med her, og bliv klogere på, hvorfor din garderobe måske rummer flere guldminer, end hvad du lige havde regnet med.
Psst ... Nogle ting bliver faktisk kun bedre med alderen, hvilket disse 5 køb beviser
KAN DU VÆRE EN MODEELSKER, DER SHOPPER MED HJERTET OG STADIG TJENE PENGE PÅ DINE KØB?
“Ja, helt bestemt. Du skal elske det, du køber, men du skal samtidigt forsøge at tænke langsigtet, fordi det kan være dyrt at investere i mode. Lige nu går mode så hurtigt, og det er så dyrt at skulle følge med, så på et eller andet tidspunkt er du nødt til at sælge for at gøre plads i garderoben – og for at kunne få råd til dine fremtidige køb.
Så du foretager et klogt køb ved at sælge, inden du køber noget nyt og på denne måde lader du din gamle garderobe finansiere dine nye køb.”
HVIS VI GÅR UD FRA, AT TASKER ER DEN SIKRESTE INVESTERING, FINDES DER SÅ ANDRE KØB, SOM OGSÅ VIL GIVE EN GOD VIDERESALGSPRIS?
“Tasker er helt klart den sikre investering, men jeg synes, at vi er begyndt at se et skift, og at smykker faktisk er begyndt at indtage taskens plads i modeverdenen.
Jeg tror, at vi fremover vil se mindre fokus på it-tasken og istedet se et større fokus og en lyst til at eje it-smykker. Vi ser flere og flere kvinder, der køber markante statement-smykker, så jeg tror, at smykker har potentialet til at indtage – og overtage – it-taskens plads hos forbrugerne.”