
Sådan redder du krympet tøj
Er din yndlingsbluse krympet? Der findes næppe noget mere irriterende end krympet tøj, der er mange størrelser for småt til, at du kan gå med det. Heldigvis findes der et genialt tip til, hvordan du selv kan udvide krympet tøj – læs med her.
AfKrympet tøj
Det er nok sket for os alle på et eller andet tidspunkt i livet: Du er kommet til at smide din yndlingsbluse i vaskemaskinen eller tørretumbleren ved en for høj temperatur, og nu er den krympet til en størrelse, der er alt for lille.
Heldigvis findes der en række tricks til, hvordan du kan få krympet tøj til at passe igen. Vi guider dig her til de nemmeste metoder til, hvordan du kan få dit yndlingstøj tilbage i sin (nogenlunde) oprindelige form.
Krympet tøj: Sådan forhindrer du det
Der kan som nævnt være mange årsager til, at dit tøj er krympet, men der findes heldigvis også masser af gode tommelfingerregler til, hvordan du kan undgå det fremover.
Kig på vaskeanvisningen: Husk at tjekke mærket i din trøje, dine bukser og dit andet tøj for, hvor mange grader det kan tåle at blive vasket ved. Er du i tvivl, så undgå maskinvask og håndvask i stedet tøjet i koldt vand for at undgå, at det krymper. Som udgangspunkt skal tøj vaskes ved maksimalt 30-40 grader, og du bør kun vaske det ved højere temperaturer, hvis der er kommet sundhedsskadelige bakterier i nærheden af det, eksempelvis fra afføring.
Vær blid ved tøj af naturlige fibre: Naturlige fibre kommer, som navnet antyder, fra naturen – og ligesom det gælder for mange andre naturskabte ting, er de ikke skabt til at holde for evigt. Har du tøj af naturlige fibre, kan det derfor være en god idé at vaske det ved lave temperaturer eller endnu bedre vaske det i hånden, hvis du vil undgå krympet tøj.
Drop tørretumbleren: Den varme, roterende tørretumbler kan være utroligt hårdt for dit tøj – særligt hvis det er lavet af naturlige fibre. Overvej derfor at undgå tørretumbleren fremover til dit tøj, og brug i stedet en tørresnor eller lignende, hvor tøjet kan tørre på en meget mere skånsom måde uden at krympe.