Det behøver ikke være svært at reparere huller i tøjet. Vi guider dig her til de tre nemmeste løsninger på, hvordan du kan fjerne huller i dit tøj.
© Anna Stokland

Sådan reparerer du huller i dit tøj

Et lille hul behøver ikke at være enden for din favorittrøje. Med denne enkle metode kan du reparere tøjet, helt uden brug af nål og tråd.

Et lille hul i tøjet kan ødelægge de flestes humør – specielt hvis det går ud over dit yndlingstøj. De små huller kommer typisk i T-shirts, trøjer og andet tøj i bomuld, der bruges hyppigt, også selvom du passer godt på det.

Men ligesom med knirkende sko og fnuller på striktrøjen findes der heldigvis en række løsninger, der let lader dig reparere hullet i dit tøj og dermed forlænge dets levetid – noget, der er særligt smart, hvis du forsøger at have et mere bæredygtigt modeforbrug.

Vi giver dig her de 3 letteste løsninger til at reparere huller i tøjet.

Tøj reparation

Før og efter reparationen af huller i tøjet.

© Tip Herp

Brug vlieseline-stof til at reparere huller i tøjet

Denne metode kræver hverken fingersnilde, nål og tråd eller dyre remedier. Alt, du skal bruge for at reparere dit tøj er et strygejern, et specielt stof ved navn vlieseline, en ren og ensfarvet klud, samt en lille sprayflaske med vand.

Du kan se i videoen herunder, hvordan du kan bruge metoden til at reparere huller i tøjet, men du kan også følge vores skrevne guide:

  1. Start med at vende tøjet på vrangen, og stryg området omkring hullet helt fri for rynker. Når stoffet er kølet lidt ned, trykkes de løse snore sammen, så hullet lukkes lidt til.
  2. Klip et lille stykke vlieseline, der kan dække hullet. Vlieseline er et indlægsstof, der har lim på den ene side, som aktiveres ved varmebehandling. Det er vigtigt, at du lægger vlieselinen med den rette side nedad, for ellers klistrer det ikke hullet sammen.
  3. Sprøjt lidt vand på området, så trøjen bliver fugtig. Placér herefter den rene klud ovenpå for at beskytte tøjet. Indstil strygejernet på uldfunktionen, og sæt det ovenpå hullet. Lad strygejernet stå i cirka ti sekunder, så området bliver varmet godt op, men uden at du rykker rundt på delene. Tjek efter, at vlieselinen er smeltet fast på trøjen. Hvis det ikke føles fast, og bevæger sig ved berøring, skal du gentage processen med strygejernet.
  4. Vend trøjen om, så den vender retsiden ud. Saml hullet med dine fingre, og stryg forsigtigt over igen. Så vil hullet være samlet, næsten uden spor af, at det nogensinde har eksisteret.

Reparér hul i striktrøje

Et hul i din yndlingssweater er ærgerligt, men behøver ikke at betyde, at du bliver nødt til at smide den ud. Du kan nemlig fikse den tabte maske ved at sy fra bagsiden som vist i videoen herunder. Alt, du skal bruge, er en nål og noget garn i samme farve som din trøje – og vupti, du har straks repareret hullet i din trøje!

Kig forbi en skrædder

Er der kommet hul i et helt særligt stykke tøj, som du ikke vil miste, og har du ikke den fingersnilde, der skal til for selv at reparere hullet i tøjet, kan det være en god idé at kigge forbi din lokale skrædder. Sammen kan I finde en løsning, som du bliver tilfreds med – og du kan beholde din yndlingsbluse i mange år fremover.