
Sådan skal du placere dine arme på billeder
Lad det være slut med akavetheden omkring, hvor du skal gøre af dine arme, når du poserer. Vi giver dig 6 simple tricks
AfVi har tidligere givet gode tips til, hvordan du bliver mere fotogen på billeder og introduceret dig for et nyt Instagram-pose.
Nu er turen kommet til tips, der hjælper dig med at placere dine arme på en naturlig måde på billeder, som hverken er akavet eller opstillet. Kig med herunder, hvor vi har samlet seks gode råd.
1. Hold noget i hånden
Det kan få dig til at føle dig mere tilpas, hvis du holder noget i hånden, eksempelvis din telefon, en clutch eller drink. Holder du noget i hånden, får det automatisk dine armes placering til at se naturlig ud.
2. Tag hånden i lommen
I langt de fleste tilfælde har du enten en jakke eller et par bukser med lommer. Placer din hånd i lommen, og du vil fremstå både selvsikker og afslappet.
3. Hold armene i bevægelse
Vi har set det på utallige billeder; modeller, instagrammere eller bloggere, der holder deres arme i bevægelse mens de går. Det giver et helt naturligt udtryk, og armenes bevægelse får dig faktisk til at se tyndere ud.
4. Sæt håret bag øret
Tag en hånd op til håret, og sæt det eventuelt bag øret. Det vil få dig til at se elegant og feminin ud, men vær opmærksom på, du ikke poserer FOR meget.
5. Alliér dig med en veninde
Vi føler os automatisk mere afslappede, hvis vi har en at læne os op af på et billede. Så tag din veninde under armen, og se mere afslappet ud næste gang, I skal posere sammen.
6. Tag jakken om skuldrene
Er der ingen af ovenstående, du føler dig komfortabel med, så tag jakken af, og bær den om skuldrene. Moderigtigt, selvsikkert og behageligt.