Sara Maria Dyrberg med sin datter th og med sin nye mave på tv

Sandheden om at være gravid

Costumes klummeskribent synes ikke altid, at det er lige magisk at være gravid. Læs hendes ærlige (og sjove!) oplevelse med graviditeternes små gaver her

4. september 2015 af Sara Maria Dyrberg

En fabelagtig sommer er nu forbi – og jeg har ikke foretaget mig andet end at spise is. Og så er jeg blevet ret tyk. Særligt på maven ... Jeg er nemlig gravid. For tredje gang!

Jeg hører altid gravide kvinder knævre om den magiske tid, hvor de var gravide, hvor alt var perlende perfekt og lutter lagkage. Desværre for mig, er det ikke tilfældet. Her kommer min oplevelse af graviditetens "magiske gave".

Det er ikke sjovt – jeg har kvalme. Det er ikke magisk – snarere noget med at kaste op hvert andet øjeblik ... og en enkelt gang tissede jeg i bukserne. Det er ikke dejligt – jeg har halsbrand. Og jeg ser ikke smuk og kvindelig ud – jeg ser tyk ud. Også alle de forkerte steder. Og nej, jeg stråler ikke ... Jo, måske har jeg en aura af grønligt kvalme-skær. Og så har jeg bumser. Nogle store fæle nogle, som bare bliver ved at være der. Hver gang jeg får dem fjernet, kommer de tilbage.

Jeg er skidesur, kortluntet og hormonskør. Jeg er svimmel på grund af for lav blodprocent, har hvalkrop og er storforpustet. De der pensionist-skamler, der står i nogle opgange, så gamle mennesker kan hvile sig imellem etagerne, dem bruger jeg nu. Og så kan jeg sove hele tiden.

Min krop er blevet invaderet af en alien. Der er ikke rigtig længere plads til mad, og babyen, der ligger præcis hvor blæren var engang, har som yndlingshobby at sparke mig i den ikke eksisterende blære. Om natten skal jeg tisse mange gange. Hver gang skal jeg rulle min nye hvalkrop over til siden og udstøde gammel-lyden for overhovedet at komme op. Når jeg kommer tilbage for at hengive mig til den søde, søde søvn, begynder barnet at sparke, så jeg kan glemme alt om at falde i søvn igen.

Hormonerne får min ellers snusfornuftige fødeindtagelse til at flippe. Første gang jeg var gravid, blev jeg besat af parisertoast. Året var 2006 og det var, ej heller dengang, på mode at spise parisertoasts. Jeg prøvede samtlige grillbarer i København, og endte da også med at finde et eneste sted på Vesterbro, der havde denne bodega-ret på menukortet. Her sad jeg og skammede mig, mens jeg fik stillet min tarvelige, trashede sult i smug.

Anden gang jeg var gravid, kunne jeg ikke tænke på andet end øl. Iskolde øl. Jeg drømte om dem om natten, og de så altid ud som i reklamerne – i et gyldent glas, der dugger i modlys, med en enkelt dråbe, der løber ned ad siden af glasset. Helst lidt i slow motion. Det var ren tortur.

Denne gang er jeg på falaffel. Men kun fra hyggelige Blågårdsgade på Nørrebro.

En anden ikke helt uproblematisk udfordring er sex. Man holder jo ikke bare op med at have lyst til sex, når man er gravid ... selvom det bestemt ville være lettere. Nej, det er bare blevet besværligt. Nærmest komisk. Noget hen af hval-sumobrydning.

Og jeg er træt af historier om gyser-fødsler. Hvorfor skal jeg høre om nabokonens flækkede skræv, og hvor mange sting hun fik? Hvorfor skal jeg høre om skrækhistorier fra lige præcis Herlev Hospital? Hvorfor skal jeg høre om hende, der var fire dage om at føde og endte med kejsersnit uden bedøvelse?

Jeg tuder hele tiden. Hele tiden. Jeg kan ikke se nyheder uden at tude. Jeg kan heller ikke se Frozen med min datter uden at tude. Forleden så jeg i smug et afsnit af Glee, og der græd jeg også, for alt er sørgeligt eller smukt, når man er gravid.

Under mine to sidste graviditeter blev jeg desperat for at få lov at føde til sidst. Alt bliver ubehageligt, når man er helt højgravid, og man begynder, trods bekymringer og fødselsangst, at glæde sig til at føde. Jeg prøvede alle mulige gamle tricks, der skulle kunne sætte gang i fødslen. Jeg nulrede brystvorter, spiste chili, gik amok på en hjemme-rulle-fodzone-terapi-dims. En heks havde fortalt mig, at sæd kunne være med til at modne livmoderhalsen til fødsel, så jeg var ret ligeglad med sex, jeg ville bare have en masse sæd. Stakkels mand.

Gudskelov er alt lykkeligt glemt, så snart barnet er ude. For naturen er så smart, at man bliver forelsket det sekund, man kigger på sit lille nyfødte, krøllede kræ. Og det går aldrig over. Pist væk er ni måneders lidelser, det er præcis ligeså pladder romantisk og rosenrødt, som alle siger – og mere til. Pyntet med puddersukker, honninghjerter og små lyserøde feer. Måske er det endda så magisk, at jeg skal have en til?

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...