Se kjolerne fra Golden Globe 2015
Der var ikke sparet på glimmer og sølv, da Golden Globe Awards løb af stablen i går. Costume giver dig de bedste og værste look fra den røde løber
AfDen årlige Golden Globe Awards, som hylder de bedste inden for filmbranchen, løb i går af stablen. Men denne store begivenhed handler ikke kun om film, den er nemlig også med til at sætte standarden for den røde løber resten af året.
Den røde løber var fyldt med celebre skønheder iført vidunderlige aftenkjoler, glimtende accessories og smukke stiletter.

Lena Dunham
Røde læber med rød kjole og røde sko var, hvad Lena Dunham var hoppet i. Kjolen er fra Zac Posen.

Lorde
Skal man skille sig ud som kvinde på den røde løber, tager man da bare bukser på i stedet for kjole. Dette sæt fra Narciso Rodriguez er speciallavet til sangerinden.

Reese Witherspoon
Der var mange glimtende kjoler og Reese var hoppet i en af dem - denne er håndlavet fra Calvin Klein Collection.

Kerry Washington
Mary Katrantzou vinder stort indpas på modescenen i øjeblikket for hendes feminine designs og eksklusive mønstre. Her bæres designeren af den smukke Kerry Washington. Der er noget Disney-prinsesse over det.

Lupita Nyong'o
Lupita Nyong'o trådte op i en smuk, sommerlig kjole fra Giambattista Valli Couture. Hun så som altid fantastisk ud.

Amal Clooney
Amal Clooney var iført en glamourøs gulvlang kjole fra Dior Haute Couture med smykker fra Harry Winston.

Catherine Zeta-Jones
En ting er kjolen, den er stor og rød, men vi kan vist også godt blive enige om, at Catherine ikke helt ligner sig selv i ansigtet her?

Cindy Crawford
Den 48-årige supermodel, Cindy Crawford, så veldrejet ud i en blå kjole fra Versace - selve kjolen var dog ikke den mest opdaterede på gårsdagens røde løber.

Claire Danes
Claire Danes, som har hovedrollen i den populære spændingsserie Homeland, var iført en blomstret aftenkjole fra Valentino med matchende smykker fra Lorraine Schwartz. Kjolen er virkelig smuk med mange detaljer, men den gør ikke så meget godt for Claires figur.

Dakota Johnson
Den smukke model og skuespillerinde, Dakota Johnson, skinner i en fantastisk kjole fra Chanel Haute Couture med matchende stiletter og taske.

Diane Kruger
Vi er vilde med Diane Krugers glimtende kjole fra Emilia Wickstead, som er super simpel og har en smuk silhuette.

Emma Stone
Det er bestemt ikke første gang, at Emma Stone optræder som en af de bedst klædte på den røde løber. I går til Golden Globe-uddelingen skilte hun sig ud fra mængden i en smuk buksedragt fra Lanvin med glimtende overdel og stor sløjfe i taljen. Uden tvivl vores favoritlook.

Jennifer Lopez
Jennifer Lopez som vi kender hende bedst, iført en sexet og vovet kjole med store ærmer fra Zuhair Murad.

Kate Hudson
Kate Hudson skilte sig ud i en enkel kjole med (for) dyb udskæring og embellishment. Men selvom, der stadig står Versace i nakken på kjolen, kan vi nu bedre lide den Versace-sag, som hun var hoppet i til sidste års Oscar-uddeling.

Julianne Moore
Julianne Moore skuffede bestemt ikke på den røde løber. Hun optrådte i en lækker og glimtende sag med pailletter og fjer fra Givenchy Haute Couture og smykker fra Chopard.

Keira Knightley
Den smukke Keira Knightley var iført en sød kjole med flæser og fine detaljer fra Chanels nye kollektion. Yndig er kjolens sommerfugle og detajer, men det er ikke den mest klædelige facon til den smukke Keira.

Jessica Chastain
Vi er vilde med Jessica Chastains look. Det røde bølgede hår, kjolens dybe udskæring kombineret med den smukke farve får Chastain til at ligne en gudinde.

Amy Adams
Den altid yndige Amy Adams havde valgt en lys, pudderfarvet kjole fra Versace, der stod flot til hende lyse hud.
