Slutter festen ved fødslen?

Costumes klummeskribent kæmper mod den dårlige samvittighed, der følger med det at blive mor, og fortæller om sit dilemma mellem babybilleder og festfyrværkeri

11. september 2016 af Sara Maria Dyrberg

For et par måneder siden var jeg til min venindes kæmpe brag af en 30-års fødselsdag. Det var ikke den sædvanlige familiefest, snarere en eventyrfest, den slags man ellers kun ser på film. Der var 200 gæster og der var planlagt flamingodansere, operasangere, skuespillere, eksotiske DJ’s og som prikken over i’et et kæmpe fyrværkeri.

Problemet var, at det var første gang, jeg skulle ud om aftenen, uden baby – som på det tidspunkt var kun to måneder gammel. Selvom jeg er top forelsket i min baby, havde jeg glædet mig til at feste med min kæreste, glædet mig til at prøve at tale om noget andet end mælk og gylp og lort. Prøve at være væk fra babyen i mere end en time og se, om vi kunne finde ud af, for en stund, at lege og fjolle og være intet andet end kærester, ligesom vi var det for ganske kort tid siden, inden vi blev forældre.

Aftenen var mildest talt ikke specielt vellykket. Jeg kunne ikke passe en eneste af mine kjoler. Ikke én! Det udløste en lille skør tøjkrise, som blev løst sekundet inden afgang med en fuldstændig ligegyldig, gammel, sort sæk af en oversize sag og en masse neglelak.


Desværre skyllede den dårlige mor-samvittighed ind over mig, allerede da jeg tog det første skridt ud over dørtrinnet fra min lejlighed ... i mine ufestlige, flade mor-mandesko. Selvom det ekstravagante bryllup blev holdt 10 minutters gang fra vores lejlighed, tjekkede jeg min mobil måske 16 gange på vejen; hvad siger babysitteren? Hvordan reagerer min lille gudinde på min manglende nærvær? Aldrig har jeg passeret så mange babyer på 10 minutter: sovende babyer, grinende babyer, grædende babyer. Babyer i bæreseler, i vikler, i ladcykler, i barnevogne. Barnevogne kørt af omsorgsfulde mødre, der IKKE var på vej til fest. Det kulminerede i et lille sammenbrud foran Irma, fordi der stod en kasse med kokosnødder, som pludselig lignede min babys hovede på en prik. Det var som en parodi på en virkelig dårlig forelskelse. Det var voldsomt for en ellers relativt normal person.

Da vi endelig ankom til festen, godt forsinkede, mestrede jeg ikke at fastholde en samtale i mere end 30 sekunder, inden jeg begik socialt selvmord med mit sædvanlige baby vrøvl. Og så fandt jeg ud af, at jeg, siden sidst, jeg var ude, for over et år siden, inden jeg blev gravid, pludselig led af social angst. Jeg var blevet underligt sårbar og havde lyst til at gemme mig bag min kæreste. Min kæreste, som selvfølgelig blev placeret fem borde væk. Med ryggen til. Ved “det sjove” bord med en masse duller. Jeg blev bænket ved et forvokset børnebord mellem en asocial it-nørd og en uforståelig joker med øjne så store som tekopper.

Jeg var muligvis den eneste ædru person til stede, og dog er jeg nok den eneste af gæsterne, der ikke rigtig husker denne årets fest. Hverken talerne, optrædenerne eller endda fyrværkeriet. Jeg sad limet til min telefon, og nærmest ventede på at blive kaldt hjem til en hysterisk baby, selvom min babysitter var selveste babyhviskeren.

Alkoholen ramte gæsterne, og efter en syv-retters menu blev jeg skubbet ud af toilettet af en agressiv dame med blå tænder i en virkelig dårlig Disney-kjole, der mente, at hun skulle tisse mere end mig. Og jeg fandt mig i det. 100 procent. Jeg var ligesom ikke i gear til at håndtere fulde bytosser efter al den babynærhed.

De uundgåelige kommentarer om, hvor vildt det var, at vi var væk fra barnet allerede, og “hvor gammel er det nu, hun er?” med lidt dømmende undertoner, ramte mig lige i mit blødeste mor-punkt ... og mine efterhånden dunkende, spændte bryster. Brysterne bekræftede, at jeg hellere ville hjem til min datter end at snakke med ligegyldige folk, der ikke kender mig, og som tydeligvis nød at stikke til mig med små skjulte spydigheder. Eller var jeg bare hudløs, nu jeg var ude af babyboblen?

Næste morgen sad jeg søvnløs og alene i mit køkken, iført nattøj og neglelak, mens babyen og min kæreste snorkede om kap inde i sengen. Ingen skade sket. Bortset fra, at jeg fik spildt en masse tid på at slå mig selv i hovedet over de to cigaretter, jeg ikke skulle have røget, og tid, jeg hellere skulle have brugt på mit barn, når nu jeg alligevel ikke kunne finde ud af at hygge mig, når jeg endelig var ude.

Der går lidt tid, før jeg vover mig ud igen. Indtil da vil jeg dyrke mit barn og snakke om intet andet. Jeg vil være en pestilens på Facebook og bombardere min digitale omgangskreds med babybilleder til de får spat og unfriend’er mig. Hvis du er interesseret, kan jeg garantere fortællinger i detaljer om, hvor søde hendes tæer er, og dagsformen på det mest nuttede; babynumsen. Ballernes perfekte balance mellem blødhed, buttethed, smilehuller og spændstighed er sublim, og når man prikker til dem, ryster hele numsen som den fiiiiineste gelé. Hver dag skal jeg tage mig sammen for ikke at bide hende i ballerne! Når hun endelig sover, fyrer jeg typisk al min “alenetid” af på at sidde og se på billeder af hende, hvis ikke jeg sidder og glor på hende live med tårer i øjnene over, at hun er min, og at hun er perfekt.

Én ting er sikkert: Den dag, barnet fødes, fødes noget andet med det. Den dårlige samvittighed. Måske vender lysten til at råbe over forvrænget musik i beruset tilstand om natten tilbage en dag?

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste