©

Stjernespækkede musikvideoer du skal se

Det er ikke kun Taylor Swift, der kan prale af kendte ansigter i sine musikvideoer. Se syv af de mest stjernespækkede videoer gennem tiden her

For nyligt offentliggjorde popprinsessen, Taylor Swift, musikvideoen til sin nye single Bad Blood, og med intet mindre end hele 19 kendte ansigter på rollelisten, gik den lynhurtigt viralt og har på knap ti dage fået i omegnen af 75 millioner visninger på Youtube!

Men Taylor Swift er langt fra den første, der spiller lige netop dét kort i jagten på views, og gennem tiden har flere stjernespækkede musikvideoer set dagens lys. Vi har samlet syv af de bedste nedenfor.

CARA DELEVINGNE I DIE ANTWOORDS UGLY BOY Den Sydafrikanske rapgruppe Die Antwoord er kendt for altid at være skæve og provokerende, hvilket går fint i spænd med Cara Delevingnes meget direkte 'in your face'-personlighed. I musikvideoen til Ugly Boy ser Cara da også ud til at være i sit es iført kropsmaling og i selskab med andre store kendisser som Marilyn Manson, Jack Black og Red Hot Chili Peppers bassist, Flea.

KARLIE KLOSS I CHICS I'LL BE THERE Efter tyve års fravær fra den musikalske scene vendte det amerikanske dicsoband, Chic, i år tilbage med en helt ny single. I den forbibndelse har de scoret ingen ringere end smukke Karlie Kloss til at spille hovedrollen i den tilhørende musikvideo, og den langbenede skønhed gør det perfekt med høj hestehale og hvide tennissokker i rollen som discodronning.

CINDY CRAWFORD, NAOMI CAMPBEL, TATJANA PATITZ, LINDA EVANGELISTA OG CHRISTY TURLINGTON I GEORGE MICHAELS FREEDOM! 90 Hvis man skal tale om stjernespækkede musikvideoer, så er der ingen vej udenom George Michaels video til 90'er-megahittet, Freedom! 90. Intet mindre end fem af tidens største topmodeller lip-syncer til popmelodien, og instruktøren bag hele herligheden har senere stået bag kæmpe filmproduktioner, som blandt andet Fight Club og senest Gone Girl.

KATE MOSS I WHITE STRIPES' I JUST DON'T KNOW WHAT TO DO WITH MYSELF Kate Moss. Pole dancing. Instrueret af Sofia Coppola. Behøver vi sige mere? Nej vel?

NAOMI CAMPBELL I MICHAEL JACKSONS IN THE CLOSET Den mørke skønhed, Naomi Campbell, er tidligere balletdanser, og det kommer tydeligt til udtryk i den klassiske video til In The Closet, hvor hun danser side om side med kongen af pop.

HELENA CHRISTENSEN I CHRIS ISAAKS WICKED GAMES En anden uundgåelig klassiker inden for, ikke bare stjernebesatte musikvideoer men musikvideoer generelt, er den sensuelle video til 90'er-hittet Wicked Games, hvor danske Helena Christensen optræder. Det kan godt være, at videoen efterhånden har 25 år på bagen, men vi synes stadig, den er brandvarm.

CHANEL IMAN, JOURDAN DUNN OG JOAN SMALLS I BEYONCES YONCÉ I 2013 rekrutterede Beyoncé det ultimative A-hold bestående af de tre mørke skønheder til musikvideoen til hittet Yoncé. Iman, Dunn og Smalls bar opgaven til perfektion og viste, at de alle kunne give Queen B kamp til stregen på et dansegulv.