Cykelshorts er blevet et modefænomen
Der er ingen vej udenom. Fænomenet cykelshorts har de seneste par sæsoner fået en helt anden betydning og hører ikke kun til i Tour de France, men i lige så høj grad i din forårs- og sommergarderobe.
De tætsiddende shorts, vi mest af alt forbinder med cykelryttere og 90’er-outfits, har da også nogle umådeligt magtfulde ambassadører bag sig, nemlig The Kardashians. For hvis du de seneste år har fulgt bare et af medlemmerne af USA’s ukronede førstefamilie, har det ikke været svært at spotte de stramme Yeezy-shorts designet af Kim Kardashians mand Kanye West. Også stjerner som Bella Hadid har i et godt stykke tid sværget til de elastiske benklæder, der sender et signal om at have kurs mod træningscenteret. Og måske er det en af grundene til, at de sporty shorts har vundet indpas så langt fra cykelstien.
Det handler nemlig om at signalere, at man fører en sund livsstil, og at skellet mellem hverdag og fritid er lille. Mange løber til og fra arbejde eller går ud og spiser direkte efter yogatimen. Og selv hvis du hverken har sat eller reelt planlægger at sætte dine fødder i et fitnesscenter, er det helt legitimt, at du i dit outfit sender signal om, at du er på vej dertil.
Sammensmeltningen mellem mode og sport ses også i den generelle accept af sportstøj som hverdagstøj – og ikke mindst af sneakers som passende fodtøj til både arbejde og fest, hvor også vandreskoene har gjort dem selskab som et hverdagsitem, der signalerer aktiv livsstil.