Dette klassiske smykke er tilbage

Det er tid til at finde de klassiske og elegante perlesmykker frem igen.

Simone Rocha AW20

Simone Rocha AW20

© Anna Stokland

De fås i et hav af forskellige størrelser og former og pryder modebilledet endnu en gang. Der selvfølgelig tale om de klassiske perler. Smykkerne slog for alvor igennem i 1900-tallet, og i 20'erne var det især de lange perlehalskæder, der hittede sammen med store armbånd, stenbesatte brocher og frynsekjoler. I 50'erne og 60'erne blev perlekæderne korte og en del af et mere konservativt look a la Jackie O og Audrey Hepburn. Nu er perlerne kommet retur, og de seneste par sæsoner har alt fra perlebesatte tasker til sweatre hittet på catwalken. Det er dog de klassiske smykker, du skal gå efter denne sæson, og det kan godt betale sig at investere i ægte perler, der vil holde mange år fremover.

De smukke perler stammer fra muslinger, hvis inderside består af perlemor. Når et fremmedlegme kommer ind i perlen, for eksempel et sandkorn, vil muslingen belægge det med perlemor, så det ikke generer muslingen længere. Det kan tage op til flere år at lave en perle, og de naturligt fremkomne perler bliver sjældnere og sjældnere, hvilket forklarer den høje pris på nogle perler.

Perler kan dog også skabes ved at indsætte sandkorn i muslinger, og derved bliver de til at betale. Der findes også gode kunstige perler, men hvis du vil have det naturlige perlemorslook, er det en god idé at gå efter ægte perler.