Du dikterer sæsonens nye tendens

Den nye sæson kan beskrives med to ord: All in. Vi guider til efterårstendensen, der forener kvindelighed og autoritet

model
© Anna Stokland / Chanel AW19 / Carolina Herrera AW19

Uanset om det er i et gråt suit, med powerskuldre, i en glamourøs gulvlang kjole eller i tomatrød fra top til tå, handler den nye sæson om at gå all in og forfølge din kvindelighed – og lige netop din stil.

© Anna Stokland / Molly Goddard AW19

Sæt din hat, som du vil. Både i direkte og i overført betydning. Så let kan den nye sæson beskrives. Men du skal helst gå all in – uanset hvilken af sæsonens to yderpoler, der passer dig bedst: I den ene ende står minimalisten i tøj med enkle, skræddersyede detaljer, i sofistikerede klassikere som Helmut Langs tweedsæt og en symfoni af rene linjer som hos Lemaire og Jil Sander. Alt sammen sikre og bæredygtige valg med en lang levetid.

I den anden ende af spektret lægger designerne til gengæld op til at skeje ud og fortsætte sommerens tendens til at drømme og feste al det alvorlige, der præger tiden, væk for en stund. Med skrappe tone-i-tone-farver (solgul, tomatrød, turkis ...), glamourøst satin, Celines 70’er-knæhøje støvler og silketørklæder, tøj inspireret af 90’ernes technoraves, varmblodede rosenprint som hos Prada og Dries Van Noten (eller hvad med at gå all the way med en brusende kjole i tyl i bedste candyfloss-lagkagestil som hos Molly Goddard) på iøjnefaldende lange kjoler og kapper og masser af logoer, logoer, logoer og statements på alt fra tasker til sko og sweatshirts.

© Anna Stokland / Christian Dior AW19

Kvindelig autoritet

Kvindelighed og autoritet er stikord til efteråret, og designerne slår fast, at de to ting på ingen måde er modsætninger, hvis nogen da skulle være i tvivl om det – i powersuitets signal om ligestilling som hos Acne Studios, med Diors fortsatte femini- stiske statements, i sæsonens allestedsnærværende markante skuldre og gulvlange kjoler og så med de føromtalte hatte, der fås i alle afskygninger fra gadedrengskasketter til bøllehatte som har det tilfælles, at den modige kvinde, der bærer dem, træder i karakter.

Kort sagt: Efterårets kvinder hviler i sig selv og søger deres egen definition af kvindelighed og stil. God fornøjelse med at finde din – måske med lidt hjælp fra sæsonens største tendenser.