Louisa May Alcotts klassiker Little Woman, netop genindspillet med Greta Gerwig i instruktørstolen og blandt andre Timothée Chalamet og Emma Watson i hovedrollerne, er oprindeligt fra 1868. I bogen binder Amy March henholdsvis en blå og en pink snor omkring benene på to babyer, sådan at man kan kende forskel på dem ‘in the French fashion’ – de historiske referencer henviser til 1800-tallets Paris, hvor man bandt en pink snor i pigers dåbskjoler og en blå i drenges. Denne passage krediteres ofte for at være et af de første steder i litteraturen, hvor lyserød bliver brugt som kønsmarkør. Man skal dog huske, at flere århundreder før, i den elizabethanske tidsalder, var pink lige så ofte forbeholdt den mandlige garderobe, særligt royale og aristokratiet, som et symbol på velstand – tænk Shakespeare og flamboyant elegance. Men på et eller andet tidspunkt, måske med Louisa May Alcott, accepterede den brede befolkning farven som et symbol på det kvindelige køn, noget nuttet og måske lidt uskyldigt.
Siden er der mange kultfænomener, som har været med til at cementere den opfattelse. Barbie er måske den mest pink dame, der findes. Lige siden hendes indtog på markedet i 1959 har hun haft to signaturer: et forskruet kropsideal og den lyserøde farve. Hendes logo er lyserødt, hendes bil er lyserød, enorme mængder af hendes tøj er lyserødt.