
Sådan styler du den hvide skjorte vintervenligt
Optimér det klassiske item til vinterkulden med sæsonens store tendenser.
Af Josephine Gaïa Utoft — 24. november 2020
Den klassiske hvide skjorte er en evergreen i garderoben uanset årstid. Det kan dog ofte være en udfordring at holde varmen i det tynde materiale – særligt når graderne falder. Med et par ekstra lag stylet på den rigtige måde, er det dog nemt at holde sig både varm og stilfuld iført den hvide skjorte. Læs her, hvordan du nemt kan optimere skjorte-looket til vinterkulden og samtidig integrerer sæsonens helt store tendenser.
1. Equestrian-inspireret
Denne sæson har flere modehuse fundet inspiration i ridesportens modetradition, og det er oplagt at inddrage den hvide skjorte, hvis du vil prøve tendensen af. Et hverdagsvenligt tag på tendensen er at parre en oversized skjorte med en strikket turtleneck og et par ribstrikkede leggings. Smid en uldfrakke over skuædrene, og fuldend looket med et par ridestøvler. På de ekstra kølige dage, kan du iføre dig en balaclava hue, der kan holde dig varm om ørerne.
2. Kærlighed til læder
Læder går ligesom den hvide skjorte aldrig af mode. At kombinere de to evergreens i ét look er derfor sjældent en dårlig idé. Style skjorten med en lædernederdel i dyreprint, og fuldend looket med et par langskaftede løse støvler. Tilføj gerne en langærmet turtleneck under skjorten og en lang frakke for ekstra varme.
3. Frynser og tern
Frynser og tern er to af sæsonens helt store hits, og hvis de kobles i ét look, kan den hvide skjorte give sammenhæng til de to ellers larmende elementer. Brug en enkel hvid skjorte med flæsedetaljer med den dekorative frynsejakke og ternede uldbukser, der holder på varmen. Fuldend det monokrome look med et par klassiske loafers i hvid.
4. De grove såler
Den langskaftede støvle med grove såler er en af de mest populære denne vinter, og er ligeså behagelig, som den er cool. Brug støvlerne sammen med en lang hvid skjorte som kjole, og hold på varmen iført med en vamset striktrøje. Tilsæt en quiltet frakke, en stilfuld baret, og hold varmen med et par strømpebukser i uld.
5. Klassisk herreinspireret look
Denne sæson er det ikke til at komme udenom den klassisk maskuline 70’er-herremode. Find din indre Annie Hall frem, og par den hvide skjorte med en strikvest, uldbukser og et par klassiske loafers, som er en af årets vigtigste skotendenser. Giv endeligt dit outfit et feminint boost med en firgursyet frakke med pelskrave.