© Anna Stokland

Sommermoden dikteres af flugt og fantasi

Vores hverdag er præget af rutiner, af klimakrise og af en verden, der smuldrer. Derfor er en af sæsonens største tendenser at blæse på det hele og flygte – i hvert fald i måden, du klæder dig på

“Mode er den rustning, der får os til at overleve hverdagens trummerum,” sagde den afdøde, ikoniske streetstylefotograf Bill Cunningham, og om nogen vidste han, hvad han talte om. Bill Cunningham var altid til stede ved modens største fester, begivenheder og modeuger. Og citatet er mere sandt end nogensinde før.

For vores hverdag er mere presset end tidligere. Vi lever med en øget forståelse af, at den gamle verdensorden måske erstattes med en ny, mere klimabevidst tilgang til forbrug, produktion, samfund. Men med den forståelse følger også en øget (klima)skam, ligesom vi vender tilbage til naturens renhed med øget fokus på vandring, meditation og spiritualitet. Hvorfor? Fordi vi mennesker i høj grad har brug for overlevelsesstrategier. Det peger moden på denne sæson, hvor flugten fra hverdagens kolde realiteter er omdrejningspunktet for en af de største tendenser: eskapisme.

Tiden er præget af store bekymringer. Derfor giver blandt andre Chloé os mulighed for at drømme os væk til strand, natur og ja, ubekymrethed.

© Anna Stokland

Tropehaver og strandmotiver

Hos Louis Vuitton tager kreativ direktør Nicolas Ghesquière det allerlængst væk med en kollektion, der kigger helt ud i rummet. I en space age-inspireret kulisse præsenterede han tøj, der med high-tech-materialer er inspireret af rummet og samtidig er en udforskning af grænserne mellem virtual reality og ægte hverdagsliv.

Når vi hele tiden befinder os i det digitale liv og skaber andre versioner af os selv, hvad er så ægte, spørger han? Svaret er der flere modehuse, der giver et bud på. Overordnet ser vi nemlig en tilbagevenden til naturen med tøj, som ikke ligefrem er skabt til kontoret.

Måske ikke egnet til en dag på kontoret, men oplagt kjole til frigørende virkelighedsflugt.

© Anna Stokland

I stedet emmer det af afslapning, af den allerstørste luksus: fritid. Det kommunikerer overskud og ubekymrethed i en tid, hvor vi aldrig har været mere bekymrede. Derfor finder du tropehaver, blomsterprint og psykedeliske farver i forvirrede mønstre. Strandmotiver, naturmaterialer og nedtonede strandfarver som beige, terracotta og brun.

Weekend fremfor hverdag

Hos Loewe forbindes hverdagsflugten med en tilbagevenden til en klassisk og tidløs elegance, tænk grundigt håndværk og flagrende silhuetter, kaftaner og kåber og løse lag-på-lag-look med masser af små håndværksmæssige detaljer.

© Loewe / Anna Stokland

Den bløde, boheme-inspirerede elegance finder vi også hos frontløberne inden for luksus-boho-chic: Chloé. Under ledelse af Natacha Ramsay-Levi er husets sommerkollektion den måske mest New Age-inspirerede kollektion fra hendes hånd, og med inspiration fra destinationer som Marokko og Ibiza er jord- og okkerfarver kombineret i look, der i højere grad er weekend-tøj end hverdagstøj.

© Chloé / Anna Stokland

Stranden, havet, ørkenen mødes denne sæson, og ingen steder er det så tydeligt som hos Etro, hvor de to surfere Victoria Vergara og Maribel Koucke stod i front for en kollektion inspireret af Stillehavets kyster, fra de californiske kyster over Japan (og dets kalligrafi-teknik) og retur mod Hawaii.

© Etro / Anna Stokland

Vi drømmer med vores tøj. Og kommer måske et smut ud i verden uden at brænde unødvendigt meget CO2 af på en flyrejse. På den måde bliver tendensen dobbeltsidet, for i hverdagsflugten ligger også en løftet pegefinger om netop at anerkende hverdagens ulidelige pres og de politiske, kulturelle og klimamæssige kriser, vi står over for. Flygt ud af virkeligheden og ind i skabet, javel. Men kom ud med overskud og energi nok til rent faktisk at forholde dig til, hvad fremtiden byder på.