
10 tips til sikker netshopping
Costume guider dig til, hvordan du trygt kan shoppe på nettet
AfDu kender sikkert allerede netbutikker som Topshop.com, Stylepaste.com og Net-a-porter.com. Men hvad hvis du finder drømmeskoene i en netbutik, du ikke kender på forhånd? Kan du shoppe trygt i den ukendte netbutik? Costume har listet ti gode råd, der øger din sikkerhed, når du shopper på nettet.
1. Undgå at købe kopivarer
Trendsales.dk giver dig et par fif til at afsløre kopitasken. Vær generelt opmærksom på, at kopitasker ofte har lidt anderledes dimensioner, lidt længere hanke og forkert placering af logoer. Er du på udkig efter en Mulberry-taske, bør du vide, at træ-logoet altid vender den rigtige vej på nitterne, og lynlåsen går altid fra venstre mod højre. Skal du investere i en Louis Vuitton, så tjek, at taskens mønster er ens på begge sider, og at syningerne er symmetriske. Og husk, at logoer på en Louis Vuitton-taske er aldrig skåret over.
De fleste fashionistaer drømmer om en klassisk Chanel-taske, men køber du den brugt, så vær opmærksom på, at syninger og sting skal være helt fejlfri og symmetriske. På ægte Chanel-tasker er skindsnoren inde i guldkæden syet, så man ikke kan se kanterne af skindet. En anden eftertragtet kavaler er Balenciaga-tasken. Her skal du holde øje med detaljer som håndtag og lædervedhæng, der ofte afviger i størrelse og farve, ligesom metaldelene på vedhængende typisk er en anden type på kopierne. Har du planer om at købe en taske gennem en uautoriseret forhandler, så er det fornuftigt at bruge lidt tid på research. Der findes mange gode guides og vejledninger på nettet.
2. Førstehåndsindtrykket
Hvem gemmer sig bag facaden? Tjek altid netbutikken, inden du begynder at shoppe løs. Klik forbi hjemmesiden Trustpilot.dk, hvor du kan finde brugeranmeldelser, medieomtale og eventuelle afgørelser i Forbrugerklagenævnet over de fleste webshops i både ind- og udland. Er butikkens navn, fysiske adresse, mailadresse og telefonnummer synligt på hjemmesiden, er det et skridt i den rigtige retning.
3. Få styr på købsbetingelserne
Det er så ærgerligt at hænge på et dyrt fejlkøb, så læs altid netbutikkens købsbetingelser godt igennem. Det er vigtigt at kende forsendelsesproceduren og dine returrettigheder. Tjek altid leveringsomkostninger, moms og gebyrer, så du ikke er i tvivl om den endelig pris.