Gul kjole til 1.299 kr., sko til 799 kr., handsker til 349 kr. og kjole med blomsterprint til 1.799 kr. Alt fra Lanvin for H&M. © Hm.com

Lanvin-designer: Du kan ikke lægge stil i en shoppingpose

Costume har interviewet Alber Elbaz om hans designs for H&M. Se, hvad han er inspireret af, og hvad han mener er god stil

Du kan snart shoppe Lanvins kollektion for H&M (jubii), men hvem er manden bag Lanvin? Costume har fået et interview med designer Alber Elbaz, som har fået meget ros for at forvandle det franske modehus, så det nu er et af de mest toneangivende i verden.

Hvilke fællestræk har modehuset Lanvin med H&M?
”Vi deler den samme filosofi om at sprede glæde og skønhed til kvinder og mænd over hel verden,” siger Alber Elbaz.

Hvad er kodeordene for Lanvins kollektion for H&M?
”Farver, former, blomster og glæde.”

Hvis kollektionen var en film, hvilken genre ville den så tilhøre?
”Melodrama. Meget dramatisk, meget emotionel og meget morsom.”

Hvordan har du det nu, hvor du er færdig med at designe kollektionen?
”Det jeg føler hver gang, jeg er færdig med en kollektion: tomhed.”

Hvad inspirerer dig?
”Livet, mennesker, steder, øjeblikke og historier.”

Hvordan begyndte designprocessen?
”Med blanke ark og en masse frygt.”

Designer du alene, eller arbejder du i et team?
”Jeg arbejder alene, og processen består af mange lange nætter.”

Hvornår er du færdig med et design?
”Når der ikke er mere, jeg vil ændre på.”

Kan man købe stil?
”Ja, til en vis grad. Men det handler mere om at vide, hvad der passer bedst til din kropstype og livsstil, og at du ikke bare følger sæsonens tendenser. Du kan ikke lægge stil i en shoppingpose.”

Bør luksus være billig?
”Luksus handler om drømme. Det er noget, som får dig til at føle dig speciel, og du må arbejde hårdt for at få det. Hvis du altid bare kan få alt det, du gerne vil have, så mister du det med at drømme.”

Er det vigtigt at være eksklusiv?
”Jeg synes ikke, noget skal være eksklusivt, bare fordi det er dyrt, og folk ikke har råd til at købe det, men noget bør være dyrt og eksklusivt, fordi det er originalt.”

Har du lært noget fra den kommercielle mode?
”Jeg har lært, hvor vigtig mit arbejde er. Der er stor forskel på at skabe noget og kopiere noget. Det, jeg har skabt de seneste år, er blevet kopieret i løbet af tre måneder. Og på grund af dette er det vigtigt, at vi fortsætter med at skabe og eksperimentere. Det er også dette, som er essensen af eksklusiv mode.”

Hvordan definerer du haute couture?
”Et laboratorium, hvor man eksperimenterer med ideer og nye teknikker.”

Hvor føler du dig mest hjemme?
”Hos mig selv i min pyjamas,” siger Alber Elbaz.

Lanvin for H&M-kollektionen kommer i butikkerne tirsdag 23. november. Du kan shoppe kollektionen i følgende butikker:

H&M, Amagertorv 23, København K
H&M, Galleri K, Østergade 32-34, København K
H&M, Strøghuset, Lyngby Storcenter
H&M, Clemensborg, Skt. Clemenstorv 10, Århus C
Du kan også shoppe kollektionen online på Hm.com.

Se, hvad du blandt andet kan shoppe fra kollektionen i galleriet til højre.

Se også videoen fra Lanvin for H&M-showet i New York torsdag 18. november: http://vimeo.com/16993919