Pas på din garderobe
Dit klædeskab er fyldt med fund, du skal passe godt på. Få 21 tips til, hvordan du gør det bedst
vask, pletter og lak
VASK MED OMTANKE Sorter dit tøj efter tekstil og farve, så du ikke misfarver det. Læg meget snavset tøj i blød, før du vasker det. Jo hurtigere du fjerner en plet, des bedre er muligheden for at få den af.
FÅ PLETTER VÆK Fugt pletter af makeup, chokolade eller rødvin med ufarvet opvaskemiddel, inden du vasker dit tøj. Lad tøjet ligge i en lukket plastikpose i fire til seks timer, så det ikke får luft. Vask derefter tøjet på så høj temperatur som muligt.
TØR LAK AF Børst lak fri for snavs, og tør det med et stykke vat eller en klud vredet op i lunkent vand. Læder med lak skal ikke imprægneres, men vedligeholdes med en lakcreme fra din skomager. Læder med lak krakelerer i frost eller høj varme.