Q&A: Lala Berlins kreative kvinde
Vi har mødt Lala Berlins Leyla Piedayesh til en snak om inspiration, designerens smukke kollektioner og det nye galleri i den danske flagship store
Costume.dk har besøgt Lala Berlin, som har udvidet med et galleri i den danske flagship store. Her vil forskellige kunstnere udstille kunst i temaer, som spiller sammen med Lala Berlins feminine, drømmende univers. Første udstiller er den Hamborg-baserede kunstner, Hoosen, som er en af Lala Berlin-designeren Leyla Piedayeshs personlige favoritter. Vi har mødt Leyla til en snak om inspiration, galleriet og Lala Berlin-universet.
OM GALLERIET
Kan du fortælle lidt om idéen bag butikkens galleri? “Idéen bag galleriet er, at det skal være bindeled mellem Berlin og København. Jeg synes, det er ideelt at vise de elementer frem, som jeg bedst kan lide ved Berlin og bringe dem til København. Det kan for eksempel være malerier eller møbelkunst.”
Hvorfor valgte du Hoosen som din første samarbejdspartner? “Jeg har kendt Hoosen i meget lang tid, og flere af hans kunstværker hænger i mit eget hjem. For et par måneder siden malede Hoosen billeder til vores kontor i Berlin, og sådan startede vores samarbejde. Hoosen er meget farverig og kreativ, og jeg er vild med måden, hvorpå han med kaotiske elementer skaber noget smukt.”
Hvordan vil du vælge de designere, som skal udstille her? “Først og fremmest vil jeg udstille mine personlige favoritter. Derudover er alle de fremtidige kunstnerne Berlin-baserede og passer ind i Lala-universet.”