Sådan styler du den gulvlange kjole
Den gulvlange kjole er et alsidigt musthave i forårsgarderoben. Costume viser dig seks smukke, lange kjoler og giver dig tips til stylingen
AfMinimalistisk
En ensfarvet, gulvlang kjole i et enkelt snit, kan styles på et utal af måder. Hold det samlede look i neutrale farver, og fokusér på lækre materialer for et sofistikeret, eksklusivt look.

Der er ikke noget mere feminint end en gulvlang kjole, og så er den tilmed nem at style – både til fest og hverdag. Costume har samlet seks skønne kjoler med forskellige snit og udtryk, og guider dig til stylingen her i galleriet.

BOHEME
Den florlette kjole i print er lig med afslappet boheme, og er ideel i samspil med flet, flade sandaler og runde retrosolbriller. Ønsker du et look med knapt så meget knald på 70'er-referencen, kan kjolen sagtens styles med høje hæle og elegante guldsmykker.

ENKEL
Spaghettistropper og silke er en eksklusiv, sexet kombination, og kombineret med enkle accessories opnår du hurtigt et stilsikkert, underspillet look, som ville gøre sig godt til for eksempel en date med kæresten.

ROMANTISK
Intet skriger uskyld som en lang, kridhvid kjole, og i kombination med lækker, solbrun hud findes der næsten ikke noget mere feminint. Derfor er det næsten oplagt at underbygge det feminine element med fine, pastelfarvede accessories.

SPORTY
Kjolen fra Ganni er et perfekt eksempel på, at den gulvlange kjole - på trods af sine lettere begrænsende proportioner - sagtens kan være sporty. Før looket helt til dørs ved at tilføje hvide sneakers og en sportsinspireret taske. Gør kjolen klar til aftenbrug ved at tilføje markante smykker og en høj hæl.

MØNSTER
Gå all in på retrobølgen og kast dig ud i rødlige nuancer og overdimensioneret print. Kimonoen er i sig selv en tydelig 70'er referance, og tilsat store solbriller, croco og plateausandaler bliver det ikke mere autentisk. Kjolen kan sagtens dresses ned og bruges med et par enkle hæle for et mere neutralt look.
