Makeup-artist Mina Ingerslev til venstre og skitse til Anne Sofie Madsens show til højre. © Mina Ingerslev

Chefmakeup-artist Mina Ingerslev blogger fra modeugen

Kom med backstage hos blandt andre Stine Goya og Veronica B. Vallenes

Onsdag

Mina Ingerslev er chefmakeup-artist hos Max Factor. Hun har lagt makeup på supermodeller som Heidi Klum, Helena Christensen og Tatjana Patitz. Under Copenhagen Fashion Week lægger hun makeup til blandt andre Veronica B. Vallenes', Stine Goyas og Anne Sofie Madsens shows. Læs hendes blog herunder.

Du kan også besøge Mina Ingerslevs egen blog på Makeuplab.dk. Onsdag 3. august
Sikke en vidunderlig start på modeugen. Dagen startede på Rådhuset, hvor vi skulle lægge makeup på Anne Sofie Madsens show, Official Copenhagen Fashion Week Opening Show. Onsdag blev nok også den eneste dag under modeugen, hvor hele makeup-teamet Trine, Sidsel, Kolbrun, Rikke og jeg havde tid til at fordybe os i looket og selvfølgelig også nå at indhente det sidste halve års sladder. Der var en fantastisk summende stemning af, at nu var modeugen skudt i gang. Masser af journalister, skønne mænd og kvinder.

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Anne Sofie Madsen skulle se ud.
Anne Sofie Madsens kollektion var helt igennem cool. En smuk flok krigere. Den bronzefarvede highlight, som vi havde lagt i ansigtet og på kroppen, fungerede rigtig godt. Efter et smukt og meget vellykket show holdt jeg en brief sammen med hele holdet af makeup-artister. Da dagen i morgen bliver en anelse streng, er det vigtigt, at alle ved, hvad de skal. Vi har fem shows torsdag, så jeg kan godt kalde dagens indsats for en hyggelig start.

Backstage til Anne Sofie Madsen. Foto: Tom Lindboe### Torsdag

**Torsdag 4. august

JEAN PHILLIP:**

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Jean Phillip skulle se ud.

Lige fra morgenstunden gik det stærkt. I dag var jeg nød til at have en key på alle vores shows, for jeg kunne ikke nå at være på et show fra start til slut. Dagens første show var Jean Phillip på Københavns Rådhus. Her var det Louise Bruun, som var key, og Lea Sonne, som stod for afviklingen under showet af makeuppen. Inspirationen til looket var en mand, som havde vandret igennem vind og regnvejr. Masser af Vibrant Curve på øjenlågene og på kindbenene som highlighter. Det fik huden til at se ud, som om, den var blevet fugtig af at vandre gennem regnen. Kollektionen var rigtig lækker med smukke materialer som uld og lammelæder og et touch af samurai.

Backstage til Jean Phillip. Foto: Tom Lindboe. OLE YDE:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Ole Yde skulle se ud.

Efter en kort brief til dagens første makeup-hold kørte jeg videre til Bredgade, hvor vi også havde et makeup-artist-team stående klar. Her skulle vi lægge makeup til Ole Ydes præsentation. Fordi vi havde så mange shows i dag, fik jeg stillet en privatchauffør i en skøn Audi til rådighed, så jeg kunne pendle mellem showopstart og afvikling samtidig med, at jeg for en kort stund følte mig utrolig vigtig. Da jeg ankom, var holdet allerede i gang med pakke makeuppen ud. Teamet var Zenia som key, Lasse, Mette T, Sidsel og Bodil. Allerede inden havde jeg glædet mig til at lave Ole Yde. De looks, vi tidligere har lavet til hans shows, har altid været så smukke. Og looket i dag var ingen undtagelse. En krydsning mellem Barbie og Maria Callas. Jeg skal dog lige sige, at det var den Barbie, som i 1960'erne havde rigtig god stil og var en chik dame med matchende sko og taske. Som eyeliner havde vi brugt den sorte Liquid eyeliner effect fra Max Factor. Måden, den var lagt på, var en krydsning mellem chikke 1960'er-Barbie og Maria Callas. Modellerne så ovenud smukke ud. Men inden vi var halvvejs, var jeg i bilen igen tilbage til Rådhuset for at starte Veronica B. Vallenes op.

Backstage til Ole Yde. Foto: Tom Lindboe. VERONICA B. VALLENES:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Veronica B. Vallenes skulle se ud.
Hos Veronica B. Vallenes var makeup-teamet Trine som key, Kolbrun, Heidi og Aoye. Et look og show, som jeg også havde glædet mig meget til. Veronica laver altid så skønt tøj. Her havde vi gjort meget ud af huden, hvor vi havde lagt Xperience weightless foundation fra Max Factor, som også lige har vundet Danish Beauty Award. Som øjenmakeup havde jeg lavet en blanding af tre farver. En lys og mørk bronze blandet med en guldfarvet øjenskygge. Jeg havde desværre ikke tid til at se modellerne med det færdige look, fordi jeg skulle tilbage og afslutte Ole Yde. Men jeg så dog et par modeller under tøj-fittingen, og de så helt fantastiske ud. Jeg får altid lyst til at eje hele Veronicas tøj-kollektion.

Backstage til Veronica B. Vallenes. Foto: Tom Lindboe. Da jeg kom tilbage til Ole Yde, var der en knitrende stemning backstage af ”når vi det nu?”. Alle var meget koncentrerede, så da modellerne endelig stod i Oles helt vanvittige smukke tøj, kunne vi ånde lettet op. De så helt overnaturlige smukke og yndige ud. Let, luftig chiffon, plisseringer og blonder og en smuk makeup. Wow, hvem gad ikke at se sådan ud. Jeg kørte derfra med ro i sindet.

STINE GOYA:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Stine Goya skulle se ud.Dagens næste show var Stine Goya. Det var første gang, jeg skulle lave makeuppen til Stines show, så det skulle bare blive godt. Stine Goya havde lavet en helt igennem flot kollektion. Smukke fantasifulde prints blandet med lyse og elegante farvesammensætninger. Makeup-teamet var Sidsel som key, Louise Bruun, Rikke og Mette T. Modellerne skulle have nogle rigtig flotte parykker på i strawberry blonde, som Wellas super seje hårteam Martha, Ninna og Sahara, havde stået for. Fordi parykkerne var dominerende, havde vi valgt at lave et mere nedtonet look i makeuppen. Jeg havde brugt Dawning Gold eyeshadow fra Max Factor, som lige præcis har det smukke og diskrete, der skal til at markere øjet uden at være for dominerende. Da modellerne blev linet op lige inden show-start, lignede de en klonet hær af smukke piger i sejt og lækkert tøj. Inden den sidste pige startede sin indgang, var jeg på vej ud i den ventende bil.

Backstage til Stine Goya. Foto: Tom Lindboe. DESIGNERS REMIX:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Designers Remix skulle se ud.

Næste stop var Designers Remix. Det var skønt, at Designers Remix havde besluttet at holde show i København igen (de har tidligere holdt show i London, red.). Det har altid været et af de fedeste shows at lave, fordi hår og makeup altid har været helt speciel. Charlotte Eskildsen er bare så dygtig. Heller ikke denne kollektion var en undtagelse, og det var et fedt look at lave. Smuk, ren hud med masser af bronzer til at give en varm glød. På kindbenene var der lagt ekstra highlight. I tindingen og på øret havde vi lagt sølv-øjenskygge. Det giver en avantgarde kontrast til den sunde varme glød i huden. Efter dagens mange shows for både modeller, frisører og makeup-artister, var stemningen høj. Lunkne jokes fløj gennem rummet, og det hele emmede af sjov og spænding. Kim Grenaa bidrog til den gode stemning med sin fantastiske humor. Jeg nåede kun at se nogle af pigerne med hår, tøj og makeup til tøj-fittingen. Og de så helt vidunderlige ud, så det var med en god følelse, at jeg tog videre til Baum und Pferdgarten på Rådhuset.

Backstage til Designers Remix. Foto: Tom Lindboe.

BAUM UND PFERDGARTEN:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Baum und Pferdgarten skulle se ud.Hos Baum und Pferdgarten var stemningen også høj. Helle og Rikke fra Baum und Pferdgarten have sørget for en masse søde lækkerier til ganen. Det var godt tænkt, da alle på dette tidspunkt af dagen var i farezonen for at gå sukkerkolde. Kollektionen var simpelthen så flot. De to er bare så dygtige. Jeg havde set den allerede inden. En minimalistisk silhuet, som både var sporty og kausal med et feminint twist. Og i smukke farver. Græsgrøn, elektrisk blå og lys orange. For at underbygge den blå farve havde vi brugt Smokey eye effect, Blue tempe fra Max Factor sammen med pudder-øjenskyggen Sparkling Sirius fra Max Factor, som tilsammen bliver helt magiske flotte blå på den helt rigtige måde. Vi var helt oppe at køre, da vi nåede lineup inden show-start. Modellerne så vidunderlige ud. Tænk, at vi havde nået at holde tidsplanen. Pyha. Sikke en super dag, men hold da helt op, hvor jeg trænger at komme hjem i høkassen. Dagens sidste opgave var at svinge mit trætte korpus ind i den ventende bil.

Backstage til Baum und Pferdgarten. Foto: Tom Lindboe.

Fredag

HAANING & HTOON

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Haaning & Htoon skulle se ud.
Dagens tidsplan i dag var piece of cake. Vi havde ingen overlap. Vi kunne nå at afslutte og pakke makeuppen sammen i ro og mag. Vi havde endda tid til at spise en dejlig frokost midt på dagen. Dagens første show var Haaning & Htoon. Et norsk designer-par. Marianne Haaning Groos og Min Htoon. Da de bor i Norge, havde vi ikke haft tid til at mødes inden, så look-udviklingen var forgået over mail. Derfor startede vi fredagen med at få det endelige look på plads.Temaet blev en ballerina på vej i krig. Smuk hud med Xperience foundation fra Max Factor, markerede øjne med Glide and define eyeliner fra Max Factor. Kollektionen var rigtig flot og spændende.

Backstage til Haaning & Htoon. Foto: Tom Lindboe.

DENNIS LYNGSØ:

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Dennis Lyngsø skulle se ud. Efter et vellykket Haaning & Htoon-show tog vi en hyggelig frokost sammen. Lige inden Dennis Lyngsøs show kom Karen og Szhirley forbi. De skulle være værtinder til et stiletløb på Amagertorv, så de fik ordnet makeuppen. De er begge både skønne at se på og dejligt selskab, så det var et lille hyggeligt indlæg. Da de lækre girls smækkede stiletterne ned mod Amagertorv, begyndte modellerne så småt at ankomme til Dennis Lyngsøs show. Han er en fantastisk ny og talentfuld designer. Hans kollektion var så flot. Et drømmeunivers inspireret af kvindens stærke og forførende side. Vi havde inden da lavet Dennis’ lookbook, så makeup-looket sad stadig i hænderne. På øjnene havde jeg brugt den sorte farve fra Smokey Eye Effect fra Max Factor. For at give den sorte farve på øjnene mere visuel plads i ansigtet, havde jeg tonet brynene ned med concealer. Da modellerne kom i tøjet og stod på en lige række lige inden show-start, lignede de smuk en armé.

Backstage til Dennis Lyngsø. Foto: Tom Lindboe. HENRIK VIBSKOV

Mina Ingerslevs skitse af, hvordan makeuppen til Henrik Vibskov skulle se ud.
Dagens næste og modeugens sidste show var Henrik Vibskov. På dette tidspunkt var stemningen høj. Hans shows er altid helt specielle. Stemningen ude blandt gæsterne er en blanding af en emmende rockkoncert og et forventningsfuldt publikum lige inden en undergrunds teaterforestilling. Kollektionen var velafbalanceret mellem coolness og noget outreret. En spændende kollektion og et superflot show. En perfekt afslutning på en perfekt modeuge. Stemningen var høj, da vi var færdige. Så dagens næste pitstop var Genaa og Buchards fest. En vidunderlige følelse at stå i ro og mag og sludre med et velsmagende glas champagne i hånden. Nu er det hele overstået, og det er gået godt. Efter grin, dans og en sidste drink, kunne jeg med glæde nyde, at denne modeugens sidste dag var slut.

Backstage til Henrik Vibskov. Foto: Tom Lindboe. BESØG OGSÅ MINA INGERSLEVS EGEN BLOG PÅ MAKEUPLAB.DK.