
Costume tester skørt makeuptip, som har taget internettet med storm
Ifølge modellen Emily Ratajkowski skulle det give et meget friskere udseende på kun 1 minut. Vi har testet det, og resultatet overrasker.
Af — 13. juni 2020Indrømmet: Du skal ikke tro alt, hvad du læser online. Det betyder også, at mange af de skønhedstips, der florerer på internettet, ikke nødvendigvis skal prøves af derhjemme.
Men er afsenderen en af verdens mest efterspurgte modeller, er der måske god grund til at lytte. Det gjorde vi i hvert fald, da modellen Emily Ratajkowski i sommeren 2020 afslørede sit hemmelige makeuptip til at se friskere ud.
Tippet, der går ud på at duppe rød læbestift på næsen, er allerede blevet et hit online, og derfor var skønhedsredaktør Marie Alkestrup naturligvis nødt til at efterprøve, om tricket virkelig gør en friskere at se på. Se og læs om resultatet nedenfor.
Morgenfrisk på 1 minut med læbestift-tricket
Emily Ratajkowski delte sit lette tip til misundelsesværdig glød og et friskere udseende i en Instagram-story, hvor hun sagde: ”Jeg havde et zoom-møde her til morgen, så derfor ville jeg se nogenlunde anstændig ud.”
Det synes skønhedsredaktøren om læbestift på næsen
“Med en vis skepsis dupper jeg den røde læbestift på næseryggen, hvor det helt ærligt ser lidt skørt ud. Heldigvis bliver min skepsis gjort til skamme, da jeg derefter dupper den røde læbestift ud over kinderne. Tilsammen giver røde kinder og næseryg et sommerfriskt udtryk, som efter en løbetur eller en solbadning. Udover at give fornyet glød føler jeg også, at jeg ser lidt yngre og mere frisk ud, og mine kollegaer er overvejende enige i denne betragtning. En kollega synes, at jeg ser lige lovlig rødmosset ud, mens resten godt kan se det smarte i at bruge læbestift-tricket.“
Ville jeg bruge tricket igen?
“Ja. I hvert fald om sommeren, hvor jeg også får lidt fregner, som spiller meget fint sammen med de rødmende kinder og næseryg. Det er et trick, som jeg vil benytte på trætte sommermorgener, hvor jeg har brug for at se lidt friskere ud og kun har fem minutter til at gøre mig klar.”