
Derfor må du ikke bruge makeup hver dag
Ved du, hvad der sker, når du bruger for meget makeup?
Af — 13. februar 2018Spørger du undertegnede, findes der næsten ikke noget bedre end makeup, fordi det på få minutter kan gøre dig frisk og veloplagt at se på – på trods af manglende skønhedssøvn. Desværre har den elskede foundation, din vippeforlængende mascara og altdækkende concealer nogle uheldige bivirkninger for hud og helbred.
Du får tilstoppede porer
Har du nogensinde følt, at huden ikke kan ånde efter en lang dag iført foundation, blush og highlighter, er det ikke helt forkert. Din foundation og blush kan nemlig være med til at tilstoppe porerne, hvilket på sigt giver mørke porer og urenheder. Det er især ingredienserne silikone og kokosolie, hvilket meget naturlig makeup består af, som har tendens til at tilstoppe huden. Det betyder dog ikke, at du skal lægge makeuppen helt på hylden. Prøv i stedet at indføre nogle foundation-fri dage, og husk at rense skidt og makeup af huden hver aften, ligesom du bør bruge en udrensende lermaske en til to gange om ugen.
Du kan få flere rynker
Øjenskygge, concealer, vippebukker og brynfarve. Hver dag hiver og slider du i huden, når øjenmakeuppen skal lægges. Og selvom der kun er tale om nogle få strøg hver morgen, bliver det samlet set til en del hiveri i den sarte hud omkring øjnene, hvilket på sigt manifesterer sig i permanente rynker. Huden omkring øjnene er nemlig tyndere end i resten af ansigtet, og derfor er der god grund til at huske de blide bevægelser, når øjenmakeuppen skal påføres – og måske at holde en pause fra øjenmakeuppen en gang i mellem.