Skønhedsredaktørens party-favoritter
Costumes Liv Winther vil have guld på neglene og tørshampoo i håret til sæsonens fester
AfVernis i 221 Or divin fra Dior til 180 kr.
Jeg er blevet helt vild med guldneglelakker og særligt, når jeg skal ud. Diors i farven 221 Or divin har en lidt kølig og mørk finish - så det er ikke guld på den julede eller damede måde. Neglelakken er smuk til bleg hud og sort, bordeaux eller gråt tøj.

Actress mirror i Jaguar til 260 kr. hos Colette.fr
Man er vel lidt forfængelig, og jeg bryder mig ikke om at være til fest uden et lille spejl. Jeg bruger det kun enkelte gange på en aften, men bare rart at kunne tjekke sin makeup, når man har lyst. Jeg må have mig et af disse spejle fra Actress mirror fra Colette, der oplyses med otte små mini-lys.

Dry texturizing spray fra Oribe til 295 kr.
Ganske simpelthen et mirakel af et hårprodukt, særligt for os med mørkeblondt og brunt hår. Den lille Dry texturizing spray fra Oribe er en gennemsigtig tørshampoo med hold som en hårlak. Den lille taskestørrelse kan bruges til at redde hår, der har været ude i vind og regn eller bare genskabe tabt volumen ud på de sene nattetimer.

Shimmer brick i beach fra Bobbi Brown til 350 kr.
Det er en gammel traver, det ved jeg, men det er også en festfavorit uden sammenligning. Shimmer i hudnuancer, du kan bruge på krop og ansigt. Jeg bruger den særligt, når jeg skal ud og har brug for ekstra glød på kindben og øjne. Alt i et produkt, der aldrig går af mode.

Makeup-pensel i 239 fra Mac 210 kr.
Jeg kan ikke lægge makeup uden denne pensel, den er rygraden i min øjenmakeup og altid med i min taske, når jeg skal ud. Den perfekte pensel til at blende en kohl eller øjenskygge ind i huden eller opfriske makeuppen i løbet af aftenen. Bløde, men korte hvide hår, der er sat tæt sammen, så man kan blende helt tæt på vipperne.

Lip tint i dream state fra Kjær Weis til 330 kr.
Velfugtede og lyse læber er en evig festklassiker og nem at opnå med danske Kjær Weis Lip tint i farven dream state. En af de nuancer, der udøver små mirakler ved at neutralisere de røde farver i læberne, så læberne bliver lysnet, men stadig friske a la Stella McCartney-piger (som på billedet til venstre). Kan bruges til de fleste hudtoner.

Hue fra Cos til 260 kr. hos Cosstore.com
Man får ikke fladt og elektrisk hue-hår, når ens hue er lavet af blødt cashmere og samtidig sidder løst omkring hovedet, så den ikke presser din frisure flad. Du afgiver det mest af din kropsvarme ud gennem hovedbunden, så en hue hjælper med at holde på varmen i de sene nattetimer på vejen hjem, og så holder den samtidig sne og regn væk fra dit hår.

Nourishing body milk fra Nivea til 48 kr.
Jeg modvirker statisk hår eller flyvske nyvaskede spidser med Niveas klassiske blå bodylotion. Jeg elsker duften, der minder mig om mit første møde med skønhedsverdenen som barn. Intet giver en let og fin glans til spidserne som den lette og utroligt billige bodylotion. Og ja, jeg bruger den selvfølgelig også på kroppen, når jeg føler for det.

Luxury hand and body cream fra Rodin til 595 kr. hos Slowfashionhouse.com
Jeg har noget med jasmin, og ikke mindst derfor elsker jeg Linda Rodins produkter. Den tidligere stylist og moderedaktør på Harper's Bazaar har netop lanceret en luksus krops- og håndcreme. Jeg har testet cremen på mine hænder og arme - den velduftende creme bliver fast inventar i min taske til decembers fester. Bløde og velplejede hænder, der dufter, ja tak.

Velvet touch eyeliner i farven metallic brass fra Gosh til 70 kr.
For tiden er jeg rigtig glad for Gosh velvet touch eyeliner i farven metallic brass. Den brunsorte farve er tilsat gylden glimmer, som gør, at farven allerede ser ’daggammel’ ud, når den kommer på, men samtidigt holder farven rigtigt godt. Og så er eyelineren et rigtig godt fund til prisen.
