
Astropod: Her er vores bedste kærlighedsråd til dig baseret på dit stjernetegn
Har du brug for lidt vejledning i dit kærlighedsliv? Så giver kvinderne bag den populære podcast Astropod her deres bedste råd – både til dig, som er single, og dig, der er i et fast forhold.
AfTyren: 21. april - 21. maj
"Tyren er et sanseligt jordtegn, og et godt råd til sådan en livsnyder, når det kommer til dating, er at være god til at udtrykke behovet for fysisk nærhed. Det er ikke alle, der har samme behov for nus og berøring, som Tyren har, så vær tydelig omkring, at det er vigtigt for dig at flette fingre, når I går tur, og at du gerne vil have den der nakkemassage. Tyrens tegn handler også om de mere materielle sider af livet, og det er vigtigt for den at værne om det, den kender, ejer og holder af. Derfor skal Tyren også passe på med at blive for besidderisk i sine relationer."
Krebsen: 22. juni - 23. juli
"Krebsen er et vidunderligt følsomt vandtegn, som værner om de nære relationer. Den giver ikke ved dørene, og det kræver arbejde at få lov til at komme indenfor i varmen. Vores råd til Krebsen er: Prøv at åbne op lidt tidligere i processen, når du dater. At turde vise sårbarhed og sænke paraderne kan være noget af det mest tiltrækkende, og du vil uden tvivl opleve, at din åbenhed automatisk åbner partneren op også.
Krebsen har et kæmpe omsorgsgen, men den kan nogle gange komme til at blive til en omsorgsmartyr over for dem, den kan lide, fordi den gør alle mulige ting, som den tror, partneren kan lide, men som partneren aldrig har bedt om. Det kan derfor være en god idé at øve sig på at sige direkte: 'Jeg vil elske at hjælpe dig, men hvad vil du egentlig gerne have, jeg hjælper dig med?'"
Jomfruen: 24. august - 23. september
"Jomfruen har høje standarder og bryder sig ikke om uorden. Det betyder også, at barren sættes højt, når det kommer til kærlighed, og Jomfruen kan både have tendens til at være temmelig selvkritisk, men også kritisk over for en date eller partner. Mange bejlere er gået forgæves hos Jomfruen, fordi denne simpelthen ikke har forstået, at der var gang i en flirt. Vores råd til dig er derfor at være lidt mindre kritisk, både over for dig selv og en partner. Tro mere på de signaler, du får, ser og hører – og lyt også til det, hvis dine venner siger, at nogen har et godt øje til dig. Det kræver mod at åbne op og kaste sig ud på dybt vand, men vi ved, du har det i dig."
Skorpionen: 24. oktober - 22. november
"Skorpionen har et naturtalent for at mærke stemninger, og den kan nogen gange komme til at forvente, at andre også kan læse tanker og følelser, uden at der er blevet sagt noget. Men dette er altså ikke tilfældet, og derfor er vores råd til Skorpionen, at den skal turde åbne op og sætte ord på sit store behov for følelsesmæssig dybde, så den kan blive mødt i det behov. Hvis du er blevet såret, så øv dig i at give udtryk for dine sårede følelser i god tid, inden de hober sig op og ender i en eksplosion."
Stenbukken: 22. december - 20. januar
"Stenbukken er et ambitiøst og pligtopfyldende jordtegn, som vil gøre alt for, at dens kære har, hvad de skal bruge, og at alle basale, praktiske behov er på plads, før der kan slappes af. Derfor kan den nogle gange komme til at glemme, at det også er vigtigt at snakke om følelser, kigge hinanden i øjnene og nusse om partneren.
At klare alle de praktiske gøremål, som at ringe til forsikringen, vaske tøj, sørge for at huslejen er betalt, er for mange Stenbukke en måde at vise kærlighed på. Men udefra opfattes dette ikke altid så romantisk, så et godt råd vil være, at du også husker at kramme og købe blomster engang i mellem."
Fisken: 20. februar - 20. marts
"Fiskene er et empatisk, følsomt og kreativt vandtegn, som besidder en stor indlevelsesevne og intuition. Vores råd er, at du skal turde sætte ord på dit behov for at blive elsket, men også behovet for stimulans i et forhold. Fiskene har nemlig en evne til at forsvinde ind i sig selv (eller forsvinde fysisk), når den ikke føler sig stimuleret og set. Vær også opmærksom på, hvilke mennesker du tiltrækker, så du ikke bliver en trædepude for andre – du skal huske iltmasken til dig selv først, før du hjælper andre."