© Anna Stokland

Costume tester: Digital detox

Det er blevet populært at tage en digital detox, men hvad sker der egentlig, når man holder pause fra sociale medier? Vi har testet en uge offline

4. marts 2018 af Laura Marie Kragelund

Har du nogensinde tænkt, at du bruger for meget tid på sociale medier? Det har jeg, og jeg er overbevist om, at jeg langtfra er den eneste. 

De sociale medier spiller i stadig stigende grad en rolle i forbindelse med studier, arbejde og lignende, men man kan hurtigt komme til at bruge alt for mange timer foran skærmen – og blive afhængig af at følge med på Facebook og Instagram. 

Hvis du også genkender den følelse, så skal du læse med her. Jeg besluttede nemlig, at det var på tide at tage mine SoMe-vaner op til revision og få kontrol over mit forbrug med en digital detox. 

Efter en uge uden sociale medier kom jeg frem til tre gode grunde til at tage en digital detox i ny og næ. 

Derfor bør du tage en digital detox

Hvad du ikke ved, har du ikke ondt af. De fleste af os kender udtrykket FOMO – Fear Of Missing Out – som er et udtryk, der betegner frygten for at gå glip af noget. Men hertil findes der også udtrykket JOMO – Joy Of Missing Out – som betegner glæden ved at gå glip af ting. Og det er lige her midt imellem, at vi befinder os. 

Det er måske en overdrivelse at beskrive uvisheden som en følelse af glæde, men det er langtfra frygteligt. Tværtimod kan det føles befriende at leve i uvished om, hvad folk omkring en går og laver. På den måde undgår man nemlig også den følelse af ensomhed, som ofte rammer, når man kigger på stories og snapchats en fredag aften, hvor man selv har valgt at blive hjemme. For hvad du ikke ved, har du ikke ondt af. 

Dine øjne vil takke dig. Som du måske har oplevet, bliver øjnene trætte og udtørrede efter mange timer foran en skærm, hvilket kan resultere i synsbesvær og hovedpine. Det skyldes, at vi kun blinker halvt så meget, når vi kigger på en skærm, fordi vores øjne konstant skifter fokus og position, hvilket udtørrer vores øjne. 

Desuden er det blå lys, som skærme udsender, med til at påvirke vores søvn negativt, hvilket er endnu en god grund til at skære ned for dit digitale forbrug – især inden sengetid. Så undgår du også risikoen for at tabe din telefon ned i ansigtet, hvilket altid føles som et lille wake up-call fra det hinsides om, at nu kan det være nok.

Tænk på dig selv. For hvis skyld er det egentlig, at vi lægger billeder og videoer op? 

Vi kender alle typen, og er måske selv typen, der tager telefonen frem til brudevalsen eller barnedåben med det formål at dele øjeblikket på de sociale medier. Men når man først gør sig bevidst om, hvis skyld man gør det for, bliver det lidt lettere at lade telefonen blive i tasken, og i stedet fokusere på, at man selv får skabt nogle gode minder.

Hvis du ikke har mod på en digital detox ... 

... men stadig gerne vil have dit SoMe-forbrug under kontrol, kan du, ironisk nok, få hjælp af en app, der hedder Mute. Mute holder styr på, hvor meget tid du bruger på telefonen og sender dig små hilsner, som støtter dig i din afholdenhed. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste