
Costume tester: Så meget fortæller et hårstrå om din sundhed
Det kan være svært at vide, hvad der gør en forskel for din sundhed. Men måske vil en analyse af dine hårstrå gøre dig meget klogere
Af — 19. juni 2017Mange af os er flittige til at tage diversekosttilskud og vitaminer, men det kan være vanskeligt at finde ud af, hvorvidt de bliver optaget i vores krop, eller om vi egentlig er i underskud af vigtige vitaminer og mineraler.
Derfor besluttede undertegnede sig for at prøve en Cell Wellbeing-håranalyse hos Klinikken Alfa Omega i København for at se, hvad en test af mine hårstrå kunne fortælle om min generelle sundhed.
Efter at have taget testen står de klart, at jeg skulle have været en anelse mere nervøs for resultatet af, hvordan min livsstil og kost har påvirket min sundhed, end først antaget.
Hvad kan en håranalyse vise?
Ved en test af dit dna, som fås igennem dine hårstrå, kan du blive klogere på præcis, hvilke vitaminer og mineraler du har et godt niveau af i kroppen, og hvilke du mangler.
Er der en ubalance i kroppens byggesten, kan det komme til udtryk i forskellige gener og være medvirkende til at forklare, hvorfor du eksempelvis har svært ved at sove, er konstant sulten eller generelt utilpas.
Hvad viste testresultatet?
Under samtalen blev jeg klogere på, hvilke madvarer jeg bør undgå, og hvilke jeg skal spise flere af.
Analysen viste, at jeg havde et godt niveau af omega 3, 6 og 9 fedtsyrer, hvorfor jeg nu ved, at det kan betale sig at indtage fiskeolier, avocadoer og nødder. Til gengæld lå jeg lavt på mineralet krom, som er med til at regulere blodsukkeret, og havde samtidigt et højt indhold af giftige metaller, også kaldet toxiner, i kroppen. Toxiner absorberes via hud, indånding og igennem vores kost, og findes blandt andet i fed fisk, deodoranter, kaffe, kosmetik og mange andre hverdagsremedier. Toxiner mistænkes ifølge Lene Jensen af flere for at skabe søvnproblemer, stressfølsomhed og sættes i sammenhæng med flere livsstilssygdomme.
Det gode ved testen er, at man bliver klogere på, hvor man skal sætte ind, hvis man gerne vil optimere sin sundhed og sit velbefindende. Jeg blev desuden opmærksom på mængden af toxiner i min krop, hvorfor jeg vil forsøge at ændre nogle vaner i mit liv og tage nogle forbehold, jeg ikke før har tænkt over.