De største sundhedsløgne, du er blevet fortalt

Har du også fået at vide, at du skal frygte mikroovnens stråler? Vi afliver seks sejlivede sundhedsmyter.

Løgne om sundhed.
© Getty images

Der findes snart lige så mange sundhedsråd, som der findes mennesker i denne verden, og det kan derfor være svært at holde styr på fakta og myter, når det gælder kost, træning og sundhed.

Derfor har vi sat os for at rydde ud i de mest sejlivede myter – og vi kan allerede nu afsløre, at du ikke bliver syg af at bruge din mikroovn.

Pink Himalayasalt er ikke mere næringsholdigt end almindelig salt

Det er helt sikkert pænere og dyrere, men selvom pink Himalayasalt har et højere indhold af mineraler end almindeligt bordsalt, skulle dets indhold af mineraler ikke være højt nok til at give direkte sundhedsfordele.

Naturligt sukker er ikke sundere end raffineret sukker

Selvom sukkeret kommer fra tørret frugt eller honning, ændrer det ikke på, at det stadig er sukker og dermed ikke bedre eller værre for dig end raffineret sukker. Dog kan der med frugtsukker fra frisk og tørret frugt også komme gode fibre og vitaminer med, hvilket du ikke får, når den søde tand tilfredsstilles med en Marsbar. Men prøver du at passe på vægten, er en tørret frugtbar ikke meget bedre end almindeligt slik i forhold til indhold af sukker, men til gengæld slipper du for diverse E-numre og får en større mæthedsfornemmelse.

Raffineret sukker eller frugtsukker? Begge dele er sukker, men med den fra frisk og tørret frugt, får du gode vitaminer og fibre med i købet.

Raffineret sukker eller frugtsukker? Begge dele er sukker, men med den fra frisk og tørret frugt, får du gode vitaminer og fibre med i købet.

© Unsplash.com

Du har formentligt ikke glutenallergi

Mange undgår gluten, men i realiteten er det de færreste, som har glutenallergi. Dermed ikke sagt, at du ikke vil få ondt i maven og blive oppustet af at spise en hel pakke toastbrød, men der er ingen grund til panik, hvis du – som med alle andre fødevarer – spiser det med måde.

Kokosolie øger ikke dit vægttab

For et par år tilbage kunne man ikke få nok af kokosolie, og den fede substans blev udråbt til at kunne kurere alt fra overvægt til højt kolesteroltal. Sundhedseffekten er senere blevet modbevist i flere studier, men kokosolie er stadig et glimrende middel til at afhjælpe tør hud, kløende eksem og slidte lokker.

Kokosolie kan mildne en irriteret og oprørt hud, men vil ikke øge dit vægttab eller mindske huller i tænderne.

Kokosolie kan mildne en irriteret og oprørt hud, men vil ikke øge dit vægttab eller mindske huller i tænderne.

© Unsplash.com

Du forbrænder ikke mere ved at træne på tom mave

Vil det kickstarte forbrændingen, hvis du træner fra morgenstunden på tom mave? Det korte svar er nej. Det er godt nok tilfældet på den korte bane, men i længden vil kroppen indstille sig og forbrænde samme mængde kalorier, som hvis du havde spist forinden.

Mikroovnen er ikke farlig

I mange, mange år har der hersket historier om mikroovnens farlige stråler, og nogle har sågar haft den stående i et af hjemmets afkroge af frygt for daglig påvirkning. Dengang var den brede opfattelse, at mikroovnen udsendte radioaktivestråler a la dem, der bruges til røntgenfotografering.

Men teknikken bag de to kan ikke sammenlignes, og hvor der risiko for uhensigtsmæssig stråling i forbindelse med røntgen, kan de lave frekvenser, som sendes ud af mikroovnen, ikke ændre molekulære sammensætninger eller skade dine celler.