
Derfor er det godt at have et crush – selvom du er i et forhold
Vi kender alle følelsen af, at én bestemt person giver sommerfugle i maven og blussende kinder. Men hvad nu, hvis denne person ikke er din kæreste – er det så okay?
AfDet er helt uskyldigt at have et crush, men hvad hvis det er på en anden person end din kæreste, som du faktisk er glad for?
Du kan tage det helt roligt, for det er ikke nødvendigvis et tegn på, at du er på vej ud af dit nuværende forhold. Grunden til, at du en gang imellem vil opleve at blive draget af et nyt menneske skal nemlig ofte findes inde i dig selv. Og dit crush kan rent faktisk være med til at gøre dit forhold til din kæreste endnu stærkere – hvis du altså bare lader dit crush være, hvad det egentlig er: en fascination af et menneskes karaktertræk, som du enten har undertrykt eller savnet hos dig selv.
Derfor får du et crush
Det er et velkendt faktum, at når der er noget, man ikke kan få, bliver interessen meget større – hvad end det drejer sig om nybagte småkager, en udsolgt frakke eller andre mennesker.
Når du pludselig får et crush på et andet menneske, som du måske lige har lært at kende, er det samme princip gældende; Personen har noget, du ikke har, men gerne vil have – og derfor øges interessen, hvilket kan udvikle sig til et crush.
Måske finder du en person særligt spændende, fordi de tør sige deres mening, brænder for det, de laver, er meget afslappede eller særligt humoristiske – eller noget andet, du savner hos dig selv. Således kan et crush faktisk være sundt for dig, da det kan åbne op for nogle af de ubevidste behov, som du måske ikke vidste, at du havde, og herved gøre det muligt at skabe de forandringer, du ønsker at se i dig selv.