Derfor skal du spise rent

Hvad betyder det at spise rent og hvorfor er det så pokkers vigtigt? Costumes sunde bidragsyder hjælper dig på vej

Mit første indlæg her på Costume.dk handlede om at bevare roen. Men det er ikke kun vores tanker og handlinger, der skaber ro - det gør den mad, vi indtager, også. Jeg er personligt af den overbevisning at for at opnå et roligt sind og en krop i balance, bliver vi simpelthen nødt til at spise og drikke rent. Vi har vist alle oplevet et barn efter, at han eller hun har indtaget sukker - farvel ro og balance, siger jeg bare!

Rene fødevarer er ting, der kommer fra jorden, og som naturen har skabt - ikke mennesket. Om du vælger at leve som veganer, vegetar eller noget helt tredje er op til dig, for sandheden er, at vi alle er forskellige. Nogle trives bedst med at være strengt glutenfrie, mens andre ikke kan starte dagen uden en stor skål havregrød. Jeg er af den overbevisning, at hvis du spiser gode og rene fødevarer, herunder masser af grønt, og du husker at lytte til din krop, kan det ikke gå galt.

Og mens vi er ved det, så lad os droppe nogen som helst former for skyldfølelse i forbindelse med fødevarer. Selv den sundeste af os har brug for at forkæle sig selv en gang i mellem, og min egen svaghed er økologisk chokolade - og helst mælkechokoladen fra Green & Black`s. Jeg spiser ikke chokolade hver dag, men når jeg gør, nægter jeg at have dårlig samvittighed over det. Fødevarer er noget, der skal nydes og ikke stresses over.

En levende sundhed, og jeg siger levende, da jeg har mødt mange sunde mennesker, der glemte at LEVE, handler om mere end blot den næring, du indtager. Det handler også om din sind-krop-forbindelse og om bevægelse. Yoga er den perfekte kombination af begge, hvilket er grunden til, at jeg startede med yoga og senere gjorde det til en levevej. Jeg er også en stor tilhænger af smoothies, jeg synes kokosolie er det bedste nogensinde og når jeg går ind i en helsekostbutik for at købe én ting, kommer jeg ud med to poser fulde af superfoods og andre naturlige produkter. Jeg har det dog sådan, at hvis min bankkonto skal lide, må det gerne skyldes sundhed … og sko selvfølgelig.

Hver uge vil jeg skrive et nyt indlæg her på Costume.dk, og jeg kan ikke vente med at dele min egen personlige velbefindende rejse med jer. Jeg lover at komme med masser af tips og tricks, så vi sammen kan opnå og finde frem til den sundeste, lykkeligste og absolut bedste version af dig.

Love & Health
Melissa

Melissa Brangstrup er yogainstruktør og kostvejleder, og hver lørdag vil hun her på Costume guide dig til en sund krop og et stærkt sind. Læs mere om Melissa Brangstrup her.