Fede fødevarer, du skal spise (med god samvittighed)
Masser af kalorier og fedt kan sagtens være sundt og nærende. Vidste du for eksempel, at du både kan være sund og spise tandsmør på brødet?
AfI forsøget på at leve sundt begår mange den fejl, at de styrer udenom alle former for fedt på grund af en overbevisning om, at alle kalorieholdige fødevarer også må være usunde.
Men dette er langt fra tilfældet – tværtimod bør du spise flere fødevarer, som er rige på sundt fedt, hvis du vil leve sundt og varieret.
Læs med herunder, og bliv klogere på de fede fødevarer, som bør blive en del af din kost.

Avocado
Med sine 250 kalorier og 21 gram fedt er en avocado bestemt ingen fedtfattig spise, men ikke desto mindre er avocado noget af det bedste, du kan indtage.
Avocado indeholder nemlig en masse sunde næringstoffer og vitaminer, som blandt andet er med til at sænke dit kolesteroltal, forebygge grå stær og mindske betændelsestilstande i kroppen.

Smør
Smør har næsten altid haft et dårligt ry, da det er spækket med kalorier og næsten kun består af fedt.
Men der er godt nyt for alle fans af tandsmør, for hvis du vælger den rigtige type smør er det ikke spor usundt.
Du skal gå efter smør, som er lavet på fløde fra køer, som har spist græs, da denne slags smør har et højere indhold af de sunde omega-3 fedtsyrer. Desuden indeholder smørret vitamin K2, som er med til at forebygge hjertesygdomme og afkalker dine pulsårer.

Kokosolie
Kokosolie er efterhånden blevet fast inventar i det moderne køkken, og kan bruges til alt lige fra stegning, bagning og smoothies til hårkur og ansigtsmaske.
Udover at være et multifunktionelt produkt, er kokosolie også utroligt sundt for dig. De mange fedtsyrer, som findes i det hvide guld, kan nemlig sænke dit kolesteroltal, booste vægttab og bekæmpe bakterietilstande i kroppen.

Kød
Oksekød, saftige steaks og hakkebøffer forbinder vi ofte med sovs og kartofler, og derfor bliver kød sjældent opfattet som en kilde til sund og nærende kost.
Rødt kød indeholder selvfølgelig en masse fedt, men det er af den sunde slags, og du kan derfor sagtens sætte tænderne i en rød bøf med god samvittighed. Dog skal du huske at købe økologisk kød fra køer, som har spist græs, da denne slags indeholder fem gange så mange omega-3 fedtsyrer. Herved undgår du også skadelige hormoner og antibiotika fra kødet. Og husk, at der ikke behøver at være kød på bordet mere end et par gange om ugen.
