Gaslighting: Hvordan ved man, om man bliver gaslightet?

“Gasligthing er en særlig form for løgn, der har to sider. Det er altså ikke kun en enkeltstående løgn eller et forsøg på at dække over sandheden ved at udelade den, men også et forsøg på at få modtageren til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse. Det er særligt denne sidste del af ligningen, der gør gaslighting så skadelig,” siger Christina Copty.

“Det første tegn på, at man bliver gaslightet, er, at man begynder at blive forvirret i diskussioner, der ellers burde være ligetil, og har svært ved at holde fast i den røde tråd. Man har følelsen af, at man bliver kørt rundt i manegen, og har svært ved at få lov til at holde fast i, hvad der kom først, og hvad man selv har følt eller tænkt.

Et tegn på, at man udsættes for gaslighting, kan være, at man begynder at tvivle på sin egen virkelighed. Mange opdager det ved, at de begynder at få en trang til at optage samtaler eller på anden måde dokumentere, hvad der er blevet sagt, fordi man bliver udfordret på, hvad der er sagt eller omvendt ikke sagt, og hvem der sagde hvad,” siger Christina Copty.

“Gaslighting sker ikke i alle forhold. Det er vigtigt at skelne mellem en almindelig løgn, og hvad der er gaslighting. Alle kan komme til at lyve, men at gaslighte nogen indebærer, at man bevidst forsøger at skabe tvivl i modtageren omkring vedkommendes virkelighedsopfattelse. Man ser det for eksempel ofte, når folk, der udøver psykisk vold, også er utro – og i stedet for bare at lyve om, hvor de var, vil de også forsøge at få offeret til at tro, at hun eller han enten har misforstået noget, hørt forkert eller selv er skyld i, at utroskaben sker," siger Christina Copty.

“Gaslighting kan ske i alle relationer, hvor der er en, der er opsat på at have patent på virkeligheden til egen fordel. En chef kan for eksempel gaslighte for at få en medarbejder til at påtage sig skylden for en fejl, som chefen er skyld i, eller en medarbejder kan gaslighte sin chef ved at holde fast i, at vedkommende allerede har sagt noget til chefen, som medarbejderen inderst inde godt ved er løgn. Det kan også ske mellem familiemedlemmer, hvor offeret beskyldes for at have motiver, som vedkommende ikke har.

Det handler om, at den, der gaslighter, er ude på at skabe en virkelighed, hvor vedkommende hele tiden fremstår som den hellige og uskyldige, og den anden får tildelt skurkerollen eller i hvert fald rollen som den, der skaber problemer eller har uærlige motiver," siger Christina Copty.

“Forvirring. Man har svært ved at samle tankerne, og man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om man mon tænker rigtigt, og man hører tit sig selv sige: 'Hvis den anden (den, der gaslighter) fortalte den her historie, ville den se helt anderledes ud, og jeg er forvirret over, om jeg har ret til at tænke, føle eller agere, som jeg gør'. Udadtil kan man i starten blive meget stridbar, fordi man føler, at man bliver misforstået hele tiden og derfor har brug for at gøre krav på sin egen sandhed," siger Christina Copty.

“Dem, der typisk gaslighter, er folk, der har en interesse i at have magten i en relation, eller i hvert fald ikke vil tage ansvar for den smerte, der er i forholdet. Det vil også sige, at det typisk er folk, der bruger psykisk vold for at være dem, der stiller betingelserne og kravene i en relation. Det kan være folk med et misbrug, der vil dække over misbruget: En alkoholiker, der for eksempel ikke er interesseret i at tage ansvar for den smerte, vedkommende påfører sin familie, vil både nægte at have indtaget så meget af sit 'stof' og argumentere for, at den anden ser forkert eller tæller forkert.

Det kan også være en, der ikke er åbenlyst afhængig af andet end magt, såsom kvinden, der tager sin mand med til en familiefest, hvor han hygger sig med de andre mænd, og på hjemvejen fortæller hun ham, hvor forkert han er, fordi han ikke gav hende nok opmærksomhed ved at sige, at han ydmygede hende, fordi alle andre så, at han var uinteresseret i hende. Således får hun ham til at føle sig forkert og skamme sig, så han – næste gang de bliver inviteret til familiefest i hendes familie – udelukkende sidder ved hendes side og støtter hende i at stråle. Det er vigtigt her at slå fast, at gaslightingen består i, at hun fordrejer virkeligheden ved at påstå, at alle oplevede det samme som hende, selvom det ikke er rigtigt," siger Christina Copty.

“Det kan det, men jeg vil sige, at det er så sjældent, at hvis man er i et forhold med en, der bruger gaslighting, er det bedst at komme væk, fordi den skade, man påføres, kan være så invaliderende, at man bagefter kan få meget svært ved at genfinde tillid til andre. Sandsynligheden for at man kan vende det til et sundt forhold er meget lille og kræver, at den, der gaslighter, indser, at det er en forkert måde at behandle et andet menneske på. Men når man gaslighter, er man generelt meget lidt interesseret i, hvordan andre har det, fordi man er så fokuseret på selv at få det, som man vil have det.

Man kan ofte se, om der er villighed til forandring, ved om vedkommende ændrer sin opførsel, når han eller hun får at vide, hvor ked af det man bliver. Ændrer vedkommende ikke sin adfærd, er der ikke stor sandsynlighed for forandring. Jeg har været psykoterapeut i snart 15 år med speciale i psykisk vold, og jeg kan tælle på et par fingre, hvor ofte jeg har set en forandring. Mit råd er derfor, at man skal holde op med at håbe på en forandring og i stedet begynde at lægge kræfter i at komme væk," siger Christina Copty.

“Det er et rigtig godt spørgsmål, for det kræver faktisk ret meget at genfinde tilliden til sin egen intuition, og til at man kan tænke og føle, som man gør. Det, der ofte sker, er, at man tager skade på selvværdet og mister tilliden til sig selv. Gaslighting er en slags hjernevask, og den slags tager tid at komme over. Det, der kan være en hjælp, er, at man begynder at se på sine sunde relationer, og hvordan kommunikationen går der: Bliver man forstået? Rummet? Tager folk det til sig, når man fortæller, at man er blevet ked af det? Oplever man, at folk generelt tager hensyn til en? Man skal med andre ord til at træne sig selv i at stole på det, man selv mærker.

En anden ting, man selv kan gøre, er at skrive alle de episoder ned, man kan huske, hvor man blev forvirret, og bagefter kigge efter mønsteret: Fik du altid at vide, at du tog fejl? Og så spørge sig selv om, det virkelig kan være rigtigt, at man ALTID tog fejl (og selvfølgelig kan det ikke det)," siger Christina Copty.

“Man skal høre rigtigt godt efter, hvordan en ny person fremstiller sig selv. Er han eller hun en helgen? Altid uskyldig? Sådan en, der bare er så uheldig altid at være rendt ind i syge mænd og kvinder? Se efter, om der er en rød tråd i fortællingerne. Selvfølgelig er vi alle interesserede i at fremstå som ordentlige mennesker, når vi møder nogen, men der er forskel på at fremstå ordentlig og at ville fremstå perfekt og ufejlbarlig. Ved den sidste type vil jeg anbefale, at man siger nej tak, også selvom man er smigret over at være blevet valgt. Man skal huske, at man også selv skal vælge, og det tager altså tid at lære nogen at kende nok til, at man kan vælge, om vedkommende er et godt match," siger Christina Copty.

“Ja. Gaslighting er altid bevidst. Det er en taktik til at få den anden til at indordne sig, så det både ved man og er bevidst om," siger Christina Copty.

“Som sagt er det meget sjældent, at det sker. For en, der bruger gaslighting som taktik, har en opfattelse af forhold som et sted, hvor man skal have alle sine behov opfyldt, og hvor man uden samvittighedskvaler skaber en ordning, hvor man kan gøre, som man vil, samtidig med at man får offeret til at gå med til det ved at lægge et tæt røgslør for vedkommende, så han eller hun ikke kan finde ud af, hvad der vender op og ned," siger Christina Copty.