Her er de undervurderede kerner, du bør spise for hud og hår

I jagten på det næste eksotiske superfood har der ikke været megen fokus på denne almindelige kerne, som byder på store skønhedsfordele

græskarkerner for smuk hud og sundt hår
© Anna Stokland

Du kender dem nok som topping på din salat eller ekstra ingrediens i bagværk. Her er tale om græskarkerner, som faktisk er noget af det bedste, du kan spise for hud og hår.

Modsat mange andre nødder og kerner, er de også kalorielette, men mindst lige så rige på protein og vigtige fedtsyrer og mineraler.

Se med nedenfor, hvor vi giver dig tre gode grunde til at prioritere græskarkerner lige så højt som de mere eksotiskklingende chiafrø eller gojibær.

Psst ... Se hvilken læbetrend fra 2002, der har fået et stort comeback i år

Omega 3 og 6

De forskønnende og velsmagende græskarkerner er rige på omega 3 og 6, hvilket er ren guf for huden og særlig vigtigt i de kolde måneder, hvor huden har brug for ekstra fugt indefra. Ligeledes vil de gode fedtsyrer mindske inflammation, som er med til at give rød og irritabel hud.

Magnesium

Kernerne er også rige på antioxidanter og magnesium, som blandt andet er med til at stabilisere blodsukkeret. Endvidere virker magnesium afslappende på muskler og dit generelle stressniveau, hvilket vil give en bedre søvn, og dermed en smukkere hud.

Zink

Sidst, men ikke mindst, er græskarkerner rige på zink, som er et af de vigtigste mineraler for huden, fordi det er med til at bevare den ungdommelige spændstighed. Hertil kommer, at kernerne modvirker hårtab.

Ved at spise omkring 50 gram græskarkerner om dagen vil du øge dit indhold af zink i kroppen. Spis dem som topping på din morgengrød, en salat, eller på en halv avocado.