Vi bliver let forargede
© Stine Maria Aalykke

Hvorfor forarges vi SÅ let?

I en oplyst, globaliseret og multikulturel verden lever vi i forargelse over andres valg og meninger – og vi har nemt ved at udtrykke det. Men hvorfor ser vi rødt?

28. maj 2018 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Nøgne kroppe, tildækkede kroppe, kvinder, der ammer, og kvinder, der ikke ammer, folk, der arbejder for meget eller slet ikke. Listen over det, der forarger os, er lang. Er vi ramt af politisk korrekthed? Eller har den frydefulde forargelse bare fået en bredere platform? 

Da H&M på deres onlineshop i starten af året viste et billede af en lille, brun dreng i en grøn hættetrøje med skriften ‘The Coolest Monkey in the Jungle’ trykt hen over brystet, startede det en bølge af forargelse, som få – og slet ikke H&M – havde forventet: Sangeren The Weeknd brød samarbejdet med tøjgiganten, i Sydafrika blev deres butikker smadret af aktivister, og overalt boblede nettet af ophidselse. H&M undskyldte, og tilbage stod moderen til drengen og bad folk tage en slapper. 

Det vi ikke forstår, forarger os

Drengen med trøjen er bare ét eksempel på noget, der har vækket folks forargelse. Noget, der nok var ubetænksomt, men tilsyneladende uden intentioner om provokation. Men skriften på trøjen ramte et sted med en samfundshistorie af undertrykkelse og nedgørelse, hvor det gjorde ondt. Andre gange bliver vi forargede over den direkte provokation, der kan ligge i eksempelvis kunst, der bevidst vil drille os og udfordre vores normer, moral og begreber, og andre gange føler vi os krænkede af andre folks levevalg og overbevisninger – eller når noget simpelthen går over vores forstand.

“Det er en interessant tanke, at det er det, folk ikke forstår, der forarger dem. De generelle temaer, som jeg oplever, at folk ser rødt over, er muslimer, indvandrere, kongehuset, feminisme og køn, men der er også mange andre områder, som mange hidser sig op over,” siger Ditte Giese, der som debattør og debatredaktør på Politiken hver dag er tæt på danskernes forargelse. 

“Folk reagerer også typisk, når en handling rammer et ømt sted. Det kan være om den måde, vi har valgt at indrette os på, hvordan vi plejer vores krop eller passer vores børn. Det kan få folk til at tale og skrive på måder, som man tror er løgn,” fortæller Ditte Giese.

Forargelsens natur er svær at blive klog på, fordi den opstår i alle samfundets lag og sprækker: hos de veluddannede og hos de uuddannede, hos de højtlønnede og hos de lavtlønnede, hos ateisterne og hos de troende, hos forældrene og hos dem uden børn. Men selvom konsekvenserne i nogle eksempler er fatale, så er forargelsen ofte i tæt ledtog med skandalen og frygten, med det vi kan sladre om og tage med os hen over kaffemaskinen på arbejdet. For vores forargelse er ikke blevet mindre end før, selvom man skulle tro, at vi efterhånden havde set det meste. 

Hvis vi åbner munden, risikerer vi at forarge

“Jeg oplever, at forargelsen trives i bedste velgående i samfundet,” siger standupkomiker Ane Høgsberg, der også har forargelsen tæt inde på livet i sit arbejde.

“Hvor man før i tiden skulle anstrenge sig for at hidse nogen op, skal man i dag virkelig gøre sig umage for ikke at gøre nogen sure,” fortæller hun, der har arbejdet med standup i 10 år og sidste år debuterede med sit one-woman-show Dårlig feminist, der blandt andet handlede om aldrig at kunne gøre noget rigtigt – ikke engang være feminist. 

“Der er helt klart sket en ændring. Da jeg begyndte at lave standup for ti år siden, var mine jokes sådan noget med, at ‘kvinder kan ikke køre bil’, eller ‘han er bøsse’. For det første har niveauet for standup ændret sig, for det andet er det sådan noget, der bliver skrevet sure læserbreve over i dag, hvis man finder på at joke med det,” siger hun. 


Ifølge Pelle Guldborg Hansen, Ph.d. og adfærdsforsker ved Roskilde Universitet, er der ikke kommet mere forargelse end tidligere, og mekanismerne bag er de samme.

“Men der er kommet nye normer for vores forargelse – og vi har fået en krænkelseskultur, hvor vi efterhånden ikke kan undgå at forarge nogen, hvis vi åbner munden. Det er ærgerligt, for vi ender med at kontrollere, neutralisere og polere vores samtaler så meget, at de bliver uinteressante,” siger han. 

Hurtige kommentarer på sociale medier

De sure læserbreve, Ane Høgsberg taler om, er interessante i forhold til vores forargelse i dag. De er i høj grad blevet afløst af hurtige kommentarer på sociale medier, og det er med til at øge fornemmelsen af forargelse i samfundet. For ikke at sige den tone, folk får afløb for den med. For de sociale medier kender ikke værdien af ‘lige at tælle til ti’ eller ’sove på det’, som ens mor ville sige. Her skriver vi ofte meget umiddelbart og i affekt, før vi når at finde nogen egentlig dybde og resonans i vores holdninger. 

“Jeg tror ikke, at der er flere, der hater i dag end tidligere, men dengang man skulle tage sig sammen til først at skrive et vredt brev, derefter skrive det rent, købe et frimærke og sende det, kunne man nå at tænke sig meget om, før man sendte sine holdninger af sted. I dag kommer man prompte – og nogle gange lidt for prompte – ud med dem,” siger Ane Høgsberg.

Hun mener også, at det, at vi så hurtigt i dag kan finde ligesindede på de sociale medier, der kan bekræfte os i, at vores holdninger er rigtige, er forstærkende for vores forargelse. Det er det, der kaldes ekkokamre, hvor vi bliver bekræftet i vores eget livssyn og egne holdninger, når vi er online, fortæller Pelle Guldborg Hansen.

“Det er også i de ekkokamre, at der pludselig kan være andre, der lytter med, nogle, hvor man måske ikke kender relationen mellem dem, der snakker, og bliver chokerede over jargonen, og så ruller forargelsen,” siger han. 

Han mener samtidig, at forargelsen – især på de sociale medier – er blevet en måde at markedsføre sig selv på.

“Ved at vise din forargelse over noget, indikerer du samtidig, at det kunne du aldrig selv finde på, og på den måde kan du pudse din egen glorie, uden egentlig at gøre noget selv,” siger han.

“Den politiske korrekthed hersker,” tilslutter Ane Høgsberg sig, og fortsætter: 

“Og det er på mange måder godt, for vi skal være opmærksomme på, hvordan vi hensynsfuldt og beskyttende bruger vores sprog. Men den er også blevet så udtalt, at det kan være svært at sige og gøre noget rigtigt. Samtidig er der en tendens til, at dem, der bliver forargede over noget, som eksempelvis jeg siger, er den type af meget politisk korrekte mennesker, der primært bliver indignerede på andres – for eksempel homoseksuelles ellers kvinders – vegne. Og når folk står på tæerne af hinanden for at vise og pleje deres egen selvgodhed, så kommer selve forargelsen ofte til at overskygge det egentlige problem.”

Når folks reaktion på en aktuel situation eller begivenhed skal være interessant for en avis som Politiken og dens læsere, skal det “hæve sig fra det subjektive” for at blive vedkommende, som Ditte Giese formulerer det. 

“Vi trykker ikke debatindlæg fra et brokkehoved eller indlæg, der er skrevet ud fra folks egen navle. Det skal handle om et strukturelt problem eller nogle strømninger i tiden, have bund i en faglighed eller på en anden måde sige noget om, hvor vi står i Danmark eller i verden i dag,” siger hun og kommer med et eksempel på et debatindlæg, der kunne være trykt i Politiken:

“Jeg kan godt skrive, at det gør ondt at aflevere mit barn i institution, men så bruger jeg det udgangspunkt til at skrive noget om normeringer eller det pædagogiske personales udfordringer, så det løfter sig over min personlige situation.” 

Vi er oplyste, men også forargede, som aldrig før

Det er egentlig ironisk, at vi, i takt med at vi er oplyste som aldrig før og generelt ekstremt opmærksomme på at være inkluderende, samtidig er forargede som aldrig før. Da undertegnede, journalisten bag denne artikel, fortalte sin 70-årige mor om artiklen, udbrød hun: “Findes der forargelse i dag?.” For hun mente, at forargelse var sådan noget, som hørte hendes ungdoms oprør til og ikke i en oplyst, tolerancesøgende tid.  

 Men den findes jo, og vi søger den også. Vi vil ikke sidde og være politisk korrekte alene. Og hvis vi som gruppe opildnes, så reagerer vi voldsomt. For ligesom mange søger den i reality-programmer, så søger vi også steder at slå ned i andres ord og handlinger for at blive tilfredsstillet. Ane Høgsberg, der med sine jokes vil tale sig ind i vores skyggesider, lavede engang en joke om, hvem hun ville slå ihjel, hvis hun skulle. Det fik en blandt publikum til at hvæse mod hende efter showet, at han håbede, at hun aldrig fik børn, så amoralsk som hun var. 

Ditte Giese blev på et tidspunkt kaldt racist af en gruppe adopterede, da hun fortalte, at hun var klædt ud som kineser til fastelavn i sin barndom. Da hun drøftede det med en veninde, foreslog denne, at det måske var mennesker med ar på sjælen. 

“Det var med til, at jeg begyndte at anskue de vrede mails, jeg får, på en lidt anden måde end før. Jeg har aldrig skrevet noget grimt tilbage, men jeg har ofte svaret sødt på en vred mail og forklaret, at jeg er ked af sådan at blive kaldt for en stor, fed, klam sæk. Så får jeg nogle gange en mail tilbage, hvor folk angrer og fortæller, at de har haft det superdårligt, og at det bare skulle gå ud over nogen – eller at de har glemt, at der sidder en rigtig person i den anden ende. Så hvis man får så meget af det der nethad, som jeg gør, så kan det hjælpe at prøve at finde det store sted i sig selv, hvor man kan se, hvor det kommer fra, og det, der står mellem linjerne,” siger Ditte Giese. 

Ane Høgsberg holder som standupkomiker fast i sin intention bag en vittighed, når folk går til hende efter et show.

“Jeg tager det aldrig personligt, når folk reagerer. Standup har altid været en provokation. Det handler om at sætte ting på spidsen og tydeliggøre en problematik. Jeg ville aldrig gøre nogen sure med vilje – det ligger ikke i min natur.”


ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF 

Måske er du interesseret i ...

Seneste