Lækre snacks holder maven igang

En sund mave handler både om, hvad du spiser, og hvornår. Hold din mave i gang med mellemmåltider, der smager godt, mætter og sætter gang i din fordøjelse

Vælger du ofte at lade sulten gnave i tarmene sidst på eftermiddagen for så med god samvittighed at sætte et kæmpe måltid mad til livs, når der endelig er lækker aftensmad på bordet? Så er du på næsten sikker vej til at få problemer med din fordøjelse på et tidspunkt.

HUSK MELLEMMÅLTIDER

Når du kommer til at overspise, fordi du er blevet alt for sulten, er det nemlig rigtig skidt for din fordøjelse. De store mængder af mad, du sætter til livs, klumper sammen i maven og nedsætter den hastighed, de kan komme videre med.

Det vil altså sige, at maden får tid til at rumle for længe og risikerer at gøre dig oppustet og utilpas - eller ligefrem skade din sundhed ved at opholde sig så længe i tarmene, at eventuelle usunde stoffer, fx tungmetaller, fra maden kan nå at vandre over i blodet. Det er blandt andet baggrunden for, at langt de fleste ernæringseksperter anbefaler, at vi spiser mindst to mellemmåltider om dagen – af den sundeste slags vel at mærke.

Et par små velvalgte snacks i løbet af dagen kan nemlig dels sikre dig, at du ikke bliver alt for sulten til aften og falder for fristelsen til at overspise, og dels forsyne din krop med lidt ekstra brændstof, før den går kold. Det gavner ikke alene dit blodsukker og din energi, men i høj grad også din fordøjelse, der får en chance for at have lidt at arbejde med hele tiden - i stedet for at blive sendt på overarbejde tre gange om dagen. Vælger du at spise mellemmåltider, kan det være en rigtig god idé at sørge for, at de er mavevenlige og fiberrige.

Psst ... Få flere sunde tips på Iform.dk.