
Må du træne med tømmermænd?
Hvis du hører til en af dem, der har indtaget et ekstra glas vin om aftenen i disse corona-tider, skal du læse med her og finde svar på, hvad det præcis gør ved kroppen dagen efter
Af — 12. april 2020Er du også en af dem, som har forsødet de lange aftener hjemme i stuen med søde sager og et eller flere glas vin, kan det formentligt også mærkes dagen efter. Og nu, hvor kroppen føles en anelse tømmermandsramt, er du i tvivl om, hvorvidt du må træne hjemme på stuegulvet som planlagt?
Få svaret her, hvor vi gør dig klogere på, om man må eller ikke må træne med tømmermænd.
Du må godt træne med tømmermænd.
Det var måske ikke det svar, du havde håbet på, men du må faktisk godt få lidt sved på panden, selvom promillen var høj dagen før. Dog skal du tage følgende forholdsregler:
Drik rigeligt med væske
Dine tømmermænd skyldes, ifølge lægen, Jerk W. Langer, at aftenens indtagelse af alkohol har givet dig væskemangel, lavt blodsukker og forgiftning af blandt andet metanol, som er i nogle typer alkohol. Væskemanglen er også det, som giver hovedpine, da det ifølge Jerk W. Langer rykker rundt på vandet inde i kroppen, så det flytter sig fra organerne og ud i blodet. Når dette sker, trækkes der også vand ud af hjernecellerne, hvilket skrumper hjernen en anelse. Hjernen selv føler ingen smerte, men skrumpningen trækker i hinderne omkring hjernen, og det er den smerte, du kan føle, når hovedet værker og dundrer.
Derfor skal du inden en mulig træning først og fremmest drikke en masse væske. Jerk w. Langer anbefaler rigeligt med vand og te med lidt honning i.