
Mørke rande? Mangel på dette mineral kan være svaret
Mineralet udråbes til at være det næringsstof, som flest kvinder er i mangel af, og det kan faktisk aflæses i de mørke cirkler under øjnene.
Af — 15. oktober 2020Hvis du har prøvet at springe skønhedssøvnen over, har du formentligt mærket trætheden i kroppen og kunne aflæse den i ansigtet, hvor de mørke rande træder mere tydeligt frem. Søvnmangel er dog ikke det eneste, der kan give mørke rande. Er du for eksempel en af dem, der får rigeligt søvn, og derfor undrer dig over de mørke cirkler under øjnene, som ikke forsvinder ved hjælp af øjencreme, skal løsningen måske findes i manglen på dette mineral.
Jernmangel?
Har du jernmangel, kan det både give træthed og ses på de mørke rande under øjnene. Det skyldes, at jern er nødvendigt for at danne hæmoglobin, som transporterer ilten rundt i kroppen. Når der ikke bliver ført ligeså meget ilt rundt, bliver huden mere bleg, og således står de mørke rande tydeligere frem.
Her skal dog være tale om udtalt jernmangel, men ifølge en undersøgelse fra Det Biovidenskabelige Fakultet og Danmarks Tekniske Universitet fra 2006 er mange danske kvinder ofte i mere eller mindre mangel af dette.
Ifølge undersøgelsen havde omtrent 40 procent af alle danske kvinder jernmangel tilbage i 2006. Forklaringen på, at mange kvinder og særligt unge kvinder har jernmangel, er blandt andet, at vi hver måned har menstruation. Når vi bløder, mister vi jern, hvorfor for eksempel bloddonorer også skal være særligt opmærksomme på deres jernniveau. En anden faktor for jernmangel er vores kost. Får vi ikke tilført nok jern gennem kosten, kan det også give lave niveauer.
Ifølge en artikel på Videnskab.dk bør kvinder indtage 12 til 18 milligram jern dagligt, men får i gennemsnit kun 9 milligram. Er du en af dem, som måske ikke får nok jer tilført fra kosten og samtidigt har en månedlig blødning, kan det potentielt give mangel på jern. Jernmangel er generelt en udbredt tilstand, da et indlæg på Sundhed.dk beskriver det som den største ernæringsbrist på verdensplan gældende for både mænd og kvinder.