Så langt vil jeg (åbenbart) gå for at ligne Britney

Costumes klummeskribent sender en rapport fra sygesengen – inklusiv verdens bedste idé til at undgå at blive syg igen en anden gang

9. september 2018 af Sara Maria Dyrberg

Som årstiden dikterer det, er jeg er strandet i sengen iført tyk frottépyjamas og dækket af to dyner. Jeg har ikke tid til at ligge her ét sekund mere, og jeg SKAL være rask til i morgen. Derfor har jeg i desperation spist to madder med rå hvidløg, hvorefter jeg har brændt min tunge på skoldhed, superstærk ingefær-te med sort peber og andre mystiske ubehageligheder i håb om, at jeg kan svede dæmonen ud.

Jeg har stadig touperet hår fra en fest, jeg var til i forgårs, hvor jeg skulle være klædt ud som Britney Spears, og jeg er stadig brun fra den spraytan, jeg fik i samme anledning. Som om det ikke var nok, så var der ikke mere rent voksen-sengetøj, så jeg ligger med min datters betræk; Disneys Anna og Elsa fra Frost. Der er bunker af servietter overalt, ydmygelsen er total. 

Hygge-syg komplekset

Jeg nyder det ikke, selvom jeg med skam må indrømme, at jeg indimellem tager mig selv i at fantasere om at blive bare en lillebitte smule syg. Ikke rigtig syg, kun hygge-syg. Syg nok til ikke at kunne tage på arbejde, men ikke syg nok til at have det for dårligt til at se pinlige, romantiske komedier uden vidner i sengen. Alle de herlige film, som den “gode" smagscensur fornægter. Det er min guilty pleasure … dét og Britney.

Problemet er bare, at hygge-syg jo ikke findes. Alt gør ondt og selvom jeg er rask nok til at se film, så er jeg så bagude med alt muligt arbejde og mine studier, at jeg ikke gør det af ren og skær dårlig samvittighed. Hvilket er dumt, for jeg er for svimmel og rundt på gulvet til rent faktisk at lave eller læse noget som helst, så jeg ender bare med at ligge og stresse over at lave ingenting. Desuden savner jeg paradoksalt nok at være på arbejde.

Jeg kigger op i himlen fra mit lofts-vindue. Udenfor er himlen grå med regn, det er tydeligvis koldt, ubehageligt og fugtigt. Hvordan overlevede folk mon i gamle dage? Hvis det tager mig ti dage at komme over en sølle influenza, selvom jeg har isolering, varme, termotøj og rindende vand, hvordan kunne de så overleve i deres snaskede, bakteriefyldte, penicillinfri fortidsverden? Nå nej, det gjorde de jo heller ikke … de døde som fluer. Hvilket får mig til at overveje, om jeg overhovedet havde nået at fylde 20 dengang? Gys. 

Fra splitternøgen spraytan til sygdom

Jeg gruer for at smitte resten af familien. Hvis først børnene begynder at blive syge på skift, så skal vi til at slå om, hvem der skal blive hjemme med dem. Og det er noget skidt, for min kæreste er virkelig god til at snyde i sten, saks, papir. Han har forsøgt at lære mig, hvordan man gør, men jeg er for langsom om klodset. Det kunne dog være meget hyggeligt, hvis min kæreste også blev bare en lillebitte smule syg. Jeg tænker også, at det trods alt ville være en fordel, hvis vi begge spiste rå hvidløgsmadder.

Ping! Midt i min febervildelse får jeg verdens bedste idé. Sær og neurotisk, men skidegod! Jeg vil sætte spritautomater, ligesom dem på hospitalerne, op ved alle døråbninger i hele lejligheden. Så bliver vi aldrig syge igen! Google viser mig en norsk hjemmeside, hvor jeg kan købe dem til 632 kroner stykket. Håndspritten i sig selv koster 688 kroner for en refill. Gange med hvor mange døre? Nå, måske ikke alligevel. Gad vide, om håndsprit fjerner spraytan fra hænderne?

Frygtindgydende og fabelagtig

Jeg løfter dynen og kigger på den spraybrune fod, der stikker ud. Egentlig meget pænt. Måske skulle jeg prøve det igen engang, selvom det lugter mystisk. 

Damen, der udførte behandlingen, var på sin egen frygtindgydende måde ret fabelagtig. Hud så mørk som natten (spraytan), vipper så tætte som koste (falske vipper), hår ned til numsen (extensions) og lange negle (kunstige), lakerede med neonfarver og med diamant (plastik) besatte sten. Makeuppen lignede noget, der var spartlet på. Jeg indrømmer, at jeg var bange. Men hvad gør man ikke for Britney? 

Nu jeg tænker over det, var det egentlig ret koldt at stå splitternøgen i en kabine med udsug, mens jeg blev sprayet med kemikalier. Måske det udløste min patetiske banale standard-forkølelse? Arh, nu fisker jeg vist.

Nå, jeg kaster håndklædet i ringen og går i gang med at aflyse min dag i morgen også. Jeg kan ligeså godt indse, at der går lidt inden jeg slipper fra mit fængsel af feber og dyner, hvor alt, selv luften, smager af hvidløg.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste