
Sommerens mest populære sko ødelægger dine fødder
En gammel kending er vendt tilbage – hvilket er godt nyt for din pengepung, men skidt for dine fødder
Af — 03. juli 2018Fra Célines gennemsigtige plastiknet til farverige hårklemmer. Plastik er en af sommerens fremtrædende tendenser, og takket være den stigende efterspørgsel på plastikfund, har Havaianas' prisvenlige klipklapper nu også fundet vej til vores fødder igen.
Klipklapper er blevet så populære, at de ikke kun hører hjemme på stranden, men desværre er den lette sko dårligt nyt for dine fødder.
De udsætter fødderne for ekstra mange bakterier
Skidt og bakterier fra gaden har let adgang til dine fødder, når du er iført klipklapper. Således bliver fødderne udsat for flere bakterier end vanligt, hvilket for det meste er ufarligt, men dog også uhygiejnisk.
De får dig til at træde forkert
Hvis du har prøvet at gå i klipklapper, så ved du også, at chancen for at vælte eller træde forkert bliver væsentligt større i det lette gummidesign. Det skyldes blandt andet, at forreste del af et par klipklapper ofte bøjer ind under foden, når fødderne ikke løftes ordentligt, hvilket skraber ekstra bakterier op under fødderne – og øger din chance for at skvatte.