Genbrug: 21 secondhand-butikker, du skal kende

At shoppe secondhand har mange fordele. Vi guider dig her til de bedste secondhand-butikker, du skal kende, hvis du vil gøre gode genbrugskup.

De bedste secondhand-butikker

Har du nogensinde stået med drømmetasken eller de sko fra sidste sæson, du ikke nåede at få fat i, til halv pris? Hvis ja, så ved du lige netop hvorfor, secondhand-shopping kan være så fantastisk. Hvis ikke, så er det bare om at komme igang! Vi har samlet landets bedste secondhand-butikker lige her.

© Time's Up vintage

Secondhand, genbrug eller vintage. Kært barn har mange navne, og det kan nogle gange være svært at holde styr på alle de secondhand-butikker, der findes rundt omkring i landet. Vi har derfor lavet en guide til dig, der er interesseret i secondhand.

Om det er secondhand i København eller secondhand i Århus, så har vi samlet de bedste steder til din genbrugsjagt i storbyerne.

Secondhand-butikker i København

Lula 2ndhand luxury

I Antonigade finder du secondhand-perlen Lula 2ndhand luxury, som især har et stort udvalg af fine brugte tasker, sko og jakker.
Louis Vuitton, Balenciaga og Chanel er blandt andre de fine brands, du kan købe hos secondhand-butikken i Indre By. Du kan også shoppe via butikkens hjemmeside her .

Antonigade 9, 1106 København K

Liafi studio

Liafi Studio er en skøn og unik secondhand-butik beliggende i hjertet af København. Her kan man gøre eksklusive genbrugsfund inden for både tøj, accessories og møbler. Tjek deres nyeste items ud her.

Studiestræde 18 st. tv. 1455 København K

Magnolias luksus 2ndhand

Begiver man sig på jagt efter genbrugsguld i Indre By, er Magnolia secondhand absolut uundgåelig. I kælderen under den historiske hattemager Petit Gas udfolder der sig et mekka af luksusgenbrug, hvor topbrands som Chanel, Dior og Prada er rigt repræsenteret.

Købmagergade 5, 1150 København K

Vestium

Vestium luksus secondhand forhandler de fineste brugte sager, og hvis du er heldig, finder du måske en vintage Chanel-jakke eller andre sjældne og særprægede vintagefund. Vestium er meget aktive på Instagram, hvor du kan følge med i de nyeste secondhand items, som butikken har fået på hylderne.

Sværtegade 5, 1118 København K

O-S-V

I nogle fine, lyse lokaler i Indre By finder man butikken O-S-V, der med sine bugnende tøjstativer får enhver secondhand-fan til at klappe i hænderne. Her er luksusvarer for enhver smag, og man går sjældent tomhændet ud af døren. Tjek deres skønne udvalg her.

Peder Hvitfeldts Stræde 4, 1173 København K

Time's Up Vintage

Denne vintage-butik ligger i Krystalgade, hvor du kan tage på en rejse tilbage i tiden og lade dig forføre af vintagefund i absolut topklasse. Her er selv de største brands repræsenteret, og de unikke varer kan dateres tilbage til en tid, hvor alt var mindre masseproduceret og fyldt med charme.

Secondhand-shoppen tæller mærker som Yves Saint Laurent, Valentino og ikke mindst Chanel, som alt sammen er vintage. Du kan købe vintage og genbrug gennem deres hjemmeside her.

Krystalgade 4, 1172 København K

Décor

Besøger du secondhand-butikken Décor i Rømersgade, skal du forberede dig på at træde ind i en tidslomme, som du nemt kan tilbringe lang tid i. Hvert et hjørne af butikken er fyldt til randen med billeder, interiør, vintage-tøj og andre diverse artefakter fra en svunden tid – og er du heldig, bliver du budt på portvin i kulørte glas og småkager i butikkens bløde velourmøbler.

Rømersgade 9, 1362 København K

Secondhand-butikker i Århus

Komma

Hos secondhand-butikken Komma er det let både at købe og sælge brugte fund. Genbrugstøjet vises nemlig frem på fine stativer, hvor privatpersoner sælger deres ting a la Kirppu-konceptet. Denne secondhand-shop forhandler lækkert tøj, sko og tasker i god stand og til nogle rigtig fair priser.
Hvis du ikke lige bor i Århusområdet, kan du også shoppe butikkens genbrugsfund her.

Studsgade 6, 8000 Aarhus C

Tøjstory

Det er nu seks år siden, at Tøjstory åbnede deres secondhand-butik i Århus med den særlige mission at fremhæve de forskellige historier, der følger med hvert et stykke secondhand-tøj. Alle historierne om de enkelte stykker vintage-tøj er derfor skrevet ned og hænger på en lille seddel på hvert item – en fin og anderledes tilgang til secondhand-konceptet. Du kan besøge Tøjstorys butikker i både Århus og Aalborg og deres online butik her.

Guldsmedgade 1, 8000 Århus C og Boulevarden 1, 9000 Aalborg

Magpie Lane Vintage

I Magpie Lane Vintage finder du et skatkammer af spændende, farverigt genbrugs- og vintage-tøj fra New York, Milano, Paris, England, Holland og Tyskland. Tøjet indkøbes på markeder verden over og drives af den modeentutiastiske indehaver Sita Busk.

Secondhand-butikken startede sine dage i Herning og er efterfølgende flyttet til Århus.

Mejlgade 5D, 8000 Aarhus

Vintage Divine

Har du en forkærlighed for skørter og romantiske vintagekjoler, bliver du helt sikkert ikke skuffet i Vintage Divine. Her bugner stativerne af tøj fra 20'erne og helt op til 70'erne, og der er mange unikke secondhand-fund at gøre.

Secondhand-butikken har lokaler i den fineste bindingsværksbygning, der sætter den perfekte stemning for Vintage Divines udvalg af vintage-kjoler og -tasker.

Klostergade 58, 8000 Aarhus C

Secondhand-butikker i Københavnsområdet

Muda Nashi

Muda Nashi er japansk og betyder "intet spild", hvilket er filosofien bag den skønne secondhand-butik på Frederiksberg. Nana Harritsø Jørgensen, som står bag butikken, sørger for at udvælge lækkert designer-genbrug fra en bred vifte af brands og inden for kategorierne tøj, sko, tasker, smykker og accessories. En anden fordel ved secondhand-butikken er, at der altid er stor udskiftning i den lille butik. Besøg butikkens hjemmeside her.

Godthåbsvej 11A, 2000 Frederiksberg

I Blame Lulu

Hos I Blame Lulu kan du shoppe secondhand-designervarer og ubrugte varer fra tidligere sæsoner på deres hjemmeside her og i de fysiske butikker på Østerbro og Frederiksberg.
Hos I Blame Lulu finder du lækre styles fra luksuriøse brands som Alexander Wang, Balenciaga og Céline, så der er mulighed for at gøre et eksklusivt kup i denne secondhand-shop.

Rosenvængets Allé 8 st. th., 2100 Кøbenhavn Ø
GL. Kongevej 101, 1850 Frederiksberg

Second wardrobe

Du finder Second Wardrobe på både Vesterbro og Nørrebro, hvor du er garanteret et godt secondhand-fund. Du er også velkommen til selv at indlevere dit eget brugte tøj i butikken.

Istedgade 8, 1650 København V
Egegade 2, 2200 København N

Klæder 2. hand luxus

I den fine secondhand-butik på Østerbro kan du finde en masse gode genbrugsfund. I Klæder 2. hand luxus går man meget op i varernes stand, og du er derfor sikret god kvalitet, når du shopper secondhand her. Du kan også se udvalget af deres luksus-genbrug her.

Nordre Frihavnsgade 61, 2100 København Ø

Second

I hjørnebutikken Second Luxus 2nd Hand på Østerbrogade går den kræsne secondhand-shopper ikke forgæves. Her er de lækre brands rigt repræsenteret. Det er brands som Alexander Wang, Chanel, Heartmade, Helmut Lang, Isabel Marant, Prada, Marc Jacobs, Marni, Malene Birger, Rick Owens, Miu Miu, See by Chloé, Stella Mccartney, Stine Goya, Philip Lim og mange flere. Du kan altså være sikker på at finde en masse lækre genbrugsfund i denne secondhand-butik.

Østerbrogade 126, 2100 København Ø

2nd Rag

På Gl. Kongevej kan du gå på luksus-genbrugsjagt i den fine secondhand-butik 2nd Rag. Hos luksusgenbrugen finder du mange stilrene items, ligesom at de byder på et bredt udvalg af luksusbrands.

Gl. Kongevej 91A, 1850 Frederiksberg C

Tú a Tú

På en af Nørrebros hyggeligste gader, Jægersborggade, finder du secondhand-butikken Tú a Tú. Det er en lækker genbrugsbutik med stor udskiftning i tøjet, da butikken får mange indleveringer fra personer, der gerne vil give deres tøj et nyt liv. Her kan du shoppe secondhand i mange forskellige prisklasser og opleve et nyt udvalg hver uge.

Jægersborggade 30, 2200 København N

Trois Pommes Vintage

På en eksklusiv adresse i Hellerup ligger søsterbutikken til Trois Pommes, nemlig Trois Pommes Vintage, hvor man kan gå på opdagelse i genbrugsguld af absolut højeste kvalitet.

Strandvejen 110, 2900 Hellerup.

Resecond

Resecond gør unægteligt hverdagen lettere for en del kvinder. Her skal du nemlig ikke bruge mentale kræfter på at købe den helt perfekte kjole, som passer til alt længere, men du kan derimod bytte dig til lige den kjole, du står og mangler. Du kan derefter bytte den om igen, når du ikke længere har brug for den. Det er både lettere og meget billigere at bytte end at købe en ny kjole til hver en anledning.

Jagtvej 7, 2200 København N

Woman 2 woman

Er du på udkig efter luksus second-hand, er Women 2 Women butikken for dig. Butikken, der ligger i Charlottenlund, forhandler vintage sko, tasker, tøj og smykker fra mærker som Acne, Alexander Wang, Balenciaga og By Malene Birger. Her kan du altså shoppe genbrug i særklasse. På secondhand-butikkens hjemmeside kan du reservere items, hvis du ser noget, du bare må eje. Du finder secondhand-shoppen her.

Rådhusvej 3, 2920 Charlottenlund