
Se Chanel-kjolen, der har taget 900 timer at lave
Chanels ikoniske parfume N°5 fylder snart 100 år, og det fejres med en helt særlig kjole.
Af — 21. december 2020Næste år fylder en prominent og meget velduftende dame 100 år: Chanels ikoniske parfume N°5. Det fejrer Chanel med en smuk kampagnevideo, hvori skuespillerinden Marion Cotillard optræder i en kjole, der har taget ikke mindre end 900 timer at lave. Se kjolen, og bliv klogere på historien bag verdens mest ikoniske parfume nedenfor.
Kampagnekjolen
I dag er både flakon og duft verdenskendt, og parfumen hyldes nu med hjælp fra et andet kendt ansigt, den franske skuespillerinde Marion Cotillard. Hun er ny kampagnemodel for N°5 i den eventyrlige kampagne To the moon and back. Kampagnen består både af billeder og en video, hvor Cotillard bærer en kjole, hvis guldfarvede blonder og broderier har krævet ikke mindre end 16 syersker, og som i alt har taget over 900 timer at lave.