3 kendte kvinder, der kæmper for en bedre verden

De risikerer kritik og dalende salgstal for at give andre en stemme. Vi sætter fokus på en række kendte kvinder, der bruger deres berømthed til at kæmpe for en mere retfærdig verden

Berømtheder, ligestilling og retfærdighed
© Wenn.com

Berømmelse kan bruges til meget mere, end vi måske lige går og tror. I denne artikel har vi sat fokus på en række modige kvinder, deres går forrest i kampen om en mere retfærdig verden når det gælder, flygtninge, sorte og ligestilling imellem kønnene.

Angelina Jolie | Rettigheder

wenn23370505

© Wenn.com

Angelina Jolie

Flygtninge

Få Hollywood-superstjerner har så utrætteligt som Angelina Jolie brugt deres berømmelse til at skabe opmærksomhed om verdens udsatte.

Under indspilningerne af filmen Tomb Raider i Cambodja i 2001 blev Angelina Jolie så berørt over landets gæstfrie kultur og fattige befolkning, at hun efterfølgende kontaktede FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, for at tilbyde sin hjælp. Skuespillerinden brugte lang tid på at rejse rundt i Cambodja og gøre sig bekendt med de samfundsmæssige udfordringer, der især går ud over landets mange gadebørn.

Hun adopterede sit første barn i Cambodja, drengen Maddox, og i 2006 etablerede hun sammen med sin daværende mand, Brad Pitt, The Maddox Jolie Pitt Foundation, der blandt andet står for opførelsen af nye skoler i Cambodja. Jolie og Pitt har også stiftet The Jolie-Pitt Foundation, der rejser økonomisk hjælp ved humanitære kriser verden over og organisationen Kind, der yder retshjælp til uledsagede flygtningebørn.

Efter at have været på over 50 humanitære missioner for FN til blandt andet flygtningelejre, blev Jolie i 2012 udnævnt til særligt udsendt for UNHCR. Derfor holder hun i dag briefinger i FN’s sikkerhedsråd om flygtningesituationen i Syrien og bekæmpelsen af seksuel vold i militære konfliktzoner, ligesom hun også er engageret i at finde løsningsmodeller for flygtningekrisen i Grækenland.

Jolies arbejde karakteriseres af en jernvilje til at rette verdenslederes og mediers opmærksomhed mod områder, der ikke altid har nyhedstjenesternes interesse. I sit kreative virke vælger Jolie også ofte projekter, der reflekterer hendes humanitære hjertesager.

Hendes første film som instruktør var således dramaet In the land of blood and honey fra 2011 om det krigshærgede Bosnien, mens hun i år instruerede Netflix-filmen First they killed my father: A daughter of Cambodia remembers i Cambodja – med sønnen Maddox ved sin side som sparringspartner og medforfatter.

Beyoncé | Sortes & kvinders rettigheder

wenn22159758

© Wenn.com

Beyoncé

Sortes & kvinders rettigheder

Især inden for de seneste år er megastjernen Beyoncé begyndt at råbe op i forhold til sortes og kvinders rettigheder og er dermed gået fra at være Crazy In Love-popprinsessen til en af de mest prominente kendisfortalere for sortes rettigheder.

Hendes sangtekster og musikvideoer kommenterer de tiltagende raceuroligheder og tilfælde af politivold i USA direkte. Med op mod 90 millioner følgere på Instagram alene når Beyoncé mange mennesker, og i kølvandet på de senere års mord på flere uskyldige sorte mænd har sangerinden brugt både Instagram og sin hjemmeside til at opfordre fans til at række ud til amerikanske lovgivere og kræve handling mod politibrutalitet og raceforbrydelser.

‘Vi væmmes ved mordene på unge mænd og kvinder i vores lokalsamfund. Det er op til os at tage et standpunkt og kræve, at de holder op med at slå os ihjel’, har Beyoncé blandt andet skrevet med store bogstaver på sin hjemmeside. Ordene ‘Stop shooting us’ dukkede på lignende vis op som graffiti i baggrunden i sangerindens musikvideo til singlen Formation fra februar i år. Den er blevet hyldet som en slagsang for Black Lives Matter-bevægelsen, der råber op i forhold til politivold mod sorte i USA. I videoen danser et sort barn foran en række betjente i kampuniform, mens Beyoncé selv slænger sig på taget af en politibil, der bliver opslugt af vand.

Dagen efter lanceringen af Formation optrådte Beyoncé til årets Super Bowl, hvor hun og hendes dansere var iført kostumer meget lig de uniformer, medlemmer af den militante aktivistgruppe Black Panthers bar i 60’erne og 70’erne. En række amerikanske retsinstanser kritiserede Beyoncé for igennem sin påklædning at opfordre til vold, men hun understregede efterfølgende selv i interviews, at hun ikke er anti-ordensmagten:

“Jeg har så meget respekt for de betjente og deres familier, der ofrer sig selv, for at vi kan være trygge. Men lad mig slå én ting fast: Jeg er imod politivold og uretfærdighed. Det er to forskellige ting,” sagde Beyoncé til amerikansk Elle.

I april landede sangerindens til dato mest personlige og politisk ladede album, da Lemonade fik premiere. Ud over at krænge sin egen sårede, vrede sjæl ud som følge af sin mand, Jay-Z’s, formodede utroskab, udforsker Beyoncé på Lemonade, hvad det vil sige at være sort kvinde i USA i dag. Sangen Don’t Hurt Yourself stopper halvvejs for at give plads til et citat fra den sorte menneskerettighedsaktivist Malcom X: ‘Den mindst respekterede person i Amerika er den sorte kvinde. Den mest ubeskyttede person i Amerika er den sorte kvinde. Den mest svigtede person i Amerika er den sorte kvinde.’

Lemonades mest politiske nummer er dog Freedom, der trækker tråde til både slavetiden i USA, moderne racefordomme og politivold – og endnu stærkere end sangteksten selv er de visuelle billeder, der akkompagner den og viser sorte mødre, der holder billeder af deres dræbte, unge sønner.

Emma Watson | Ligestilling

wenn23456513 xglxipa24x cjqypumzlng

© Wenn.com

Emma Watson

Ligestilling

Feminisme er troen på, at mænd og kvinder skal have samme rettigheder og muligheder. Så enkelt formulerer Emma Watson det.

Den tidligere Harry Potter-stjerne Emma Watson blev et moderne feministisk ikon, da hun i september 2014 holdt tale i FN’s hovedkvarter i New York og lancerede FN-kampagnen HeForShe. Kampagnen opfordrer mænd til at bakke op om lige rettigheder for begge køn, og Watson brugte sin nylige status som ambassadør for FN-agenturet UN Women til at tale om sine egne oplevelser med kønsrelaterede fordomme og sexisme. Hun beskrev feminisme som ‘troen på, at mænd og kvinder bør have samme rettigheder og muligheder’, og opfordrede kraftigt til at mane opfattelsen af feminister som ‘mandehadere’ til jorden én gang for alle.

Watsons ord gav genlyd på de sociale medier, hvor skuespillerinden blev rost for at blæse til kamp mod kønsdiskrimination, mens kvinderettighedsforkæmperen Malala Yousafzai udtalte, at talen havde inspireret hende til fremover at kalde sig feminist. Men ikke alle var lige begejstrede, og inden for et døgn efter sin FN-optræden modtog Emma Watson en bølge af trusler fra mænd, der opfordrede hende til at stikke den feministiske pibe ind.

“De troede måske, at de kunne skræmme mig fra at arbejde for den her sag, men deres trusler fik den modsatte effekt,” fortalte Watson i et interview med Vanity Fair i 2015.

Watson arbejder også for at fremme uddannelse for piger, og hun har i den forbindelse besøgt Zambia og Bangladesh, mens hun på en FN-mission til Uruguay holdt tale om vigtigheden af, at kvinder engagerer sig politisk i samfundet.

Tidligere i år annoncerede skuespillerinden, at hun ville tage en pause fra filmverdenen for at fokusere på og fordybe sig endnu mere i ligestillingskampen, og hun lavede i den forbindelse onlinebogklubben Our Shared Shelf på Goodreads.com, hvor alle kan være med til at læse og diskutere månedens feministiske litteratur.

MERE FRA COSTUME