Ajour: Fra rap-kunst til en spansk roman om venskab

I den kommende uge kan du blandt andet opleve konfronterede kunst og få en litterær mavepuster. Læs om ugens bedste kulturbegivenheder her.

HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!! på Kunsthal Charlottenborg

X-lafenetre

© ADAGP Mohamed Bourouissa

Kunst: Udstilling med prisvindende multikunstner

Mohamed Bourouissa har udstillet sine værker verden over og fik sidste år tildelt den engelske Deutsche Börse Photography Foundation Prize. Nu er han klar med sin første soloudstilling i Skandinavien, HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!!

Med medier som fotografi, video, installation og rap sætter den fransk-algierske kunstner fokus på maskulin kultur i samfundets periferi og konfronterer mediernes fremstillinger af unge med anden etnisk baggrund.

'HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!!' kan opleves fra 8. oktober på Kunsthal Charlottenborg i København. Entrépris: 90 kroner. Læs mere om udstillingen på Kunsthalcharlottenborg.dk.

Sangene fra 'Meter i sekundet' er blevet indspillet.

image002

© Alexander Banck-Petersen

Album: Lyt til romanmusik

Nynnede du også med på sangene, da du læste bestsellerromanen Meter i sekundet af Stine Pilgaard? Nu kan du snart høre teksterne i levende live: Komponist Katrine Muff har nemlig sat musik til de catchy – og ofte ret humoristiske – tekster fra romanen og udgiver dem med albummet De korte sætningers land, som udkommer i denne uge.

Albummet indeholder også tekster og noder til sangene samt en cd, hvor du kan lytte til Stine Pilgaards og Katrine Muffs fortællinger om, hvordan det har været henholdsvis at skrive sangteksterne og sætte musik til.

Du kan desuden også høre sangene live, når Stine Pilgaard og Katrine Muff sammen med et band indtager Bremen Teater i København og Musikhuset i Aarhus henholdsvis 2. og 10. november.

Albummet 'De korte sætningers land' kan købes fra 5. oktober. Pris: 200 kroner hos Bog-ide.dk.

Marked: Unik og bæredygtig kunst i Nørrebrohallen

Gå på opdagelse blandt alt fra tekstildesign til kunsthåndværk, når Flids design- og kunstmarked endelig kan slå dørene op igen efter to års coronapause.

Markedet er Flids første efterårsmarked, og her kan du finde flere end 100 kreative kunstnere og designere, som udstiller deres originale kunst og bæredygtige design. Som besøgende har du selvfølgelig også mulighed for at købe et stykke unikt kunsthåndværk med hjem.

Du kan besøge Flids efterårsmarked i Nørrebrohallen 9. og 10. oktober klokken 11-17. Entrépris: 30 kroner.

Halloween i Tivoli Friheden

Halloween-i-Friheden2_kredit_Tivoli-Friheden

© Tivoli Friheden

Kultur: Halloween for hele familien

Gå på opdagelse blandt kæmpe-græskar og uhyggelige zombier, når Tivoli Friheden for 14. år i træk forvandler forlystelsesparken til et rent halloween-mekka og inviterer hele familien indenfor til gys og uhygge.

Prøv de forskellige forlystelser, der giver et sug i maven, eller hils på de uhyggelige monstre, genfærd og spøgelser, der vandrer rundt i parken. I år vil der desuden være forskellige aktiviteter, som man kan opleve og deltage i – for eksempel græskarudskæring og lystænding.

Oplev Halloween i Tivoli Friheden fra 9. til 24. oktober. Entrépris: 140 kr. Læs mere her.

'Skydække' af Andrea Abreu.

image002-1

© Gutkind

Bøger: En fortælling om to pigers venskab

Den spanske forfatter Andrea Abreu er i denne uge klar med den danske oversættelse af sin debutroman Skydække. Det er en fortælling om to bedste veninder, som fået sommerferie og drømmer sig væk til strand og sol - for på skråningen af vulkanen Teide, hvor de bor, hænger skyerne næsten altid lavt. Men denne sommer bliver de to pigers venskab ekstra kompliceret – og det kommer til at få store konsekvenser for deres fremtid.

Andrea Abreu er med romanen kommet på det prestigiøse litteraturmagasin Grantas liste over de 25 bedste yngre forfattere i moderne spansk litteratur.

'Skydække' kan købes fra 6. oktober. Pris: 160 kroner hos Gucca.dk.