Barcelona

Den perfekte storbyferie

1. juni 2006

... holder du i Barcelona. I hvert fald hvis du foretrækker en forlænget weekend fuld af shopping, cocktails på en kridhvid strand og (måske bare en enkelt) kulturel oplevelse

Spansk design
Et besøg i den lille, feminint indrettede butik Como agua de mayo giver dig en rigtig god fornemmelse for, hvad der er hot blandt Spaniens unge, talentfulde designere. Håndplukkede toppe, korte jakker, gulvlange kjoler men også smukke sko fra spanske designgiganter som Pedro Garcia og Pura Lopez er sammen med et stort udvalg af ballerinaer butikkens speciale. Drømmer du om unikt, spansk design er Miriati Ogariz Mases lange, printede silkekjoler med spaghettistropper en catwalk værdig - men også butikkens mest populære designer, så der kan være ventelister.  Como agua de mayo, Argenteria, 43
$$$

Budgetfund
Glem ikke Barcelonas klassiske boligindretningsbutik Vincon på Passeig de Gracia, 96. Et sikkert Barcelona-køb er de rørende billige, men ultrastilede vandglas til omkring 15 kr. for seks stk. eller notesblokkene med omslag af den spanske kunster Jordi Labanda, hvis farverige og feminine illustrationer også kan fås på tanktoppe og T-shirt-kjoler.
$      

Andre budgetkøb gør du bedst og billigst i Barcelonas mange spanske kædebutikker som Zara, Mango og Massimo Dutti, der alle er mindst 15 procent billigere end hjemme. Massimo Dutti findes endnu ikke i Danmark, og her kan du finde yderst brugbart basistøj i casual Ralph Lauren-stil, ligesom Massimo Dutti har en god lingeri- og nattøjslinje i det blødeste bomuld til priser fra omkring 50 kr. for en fnuglet top med spaghettistropper.
$$

Den perfekte kjole
...vil de fleste af os rigtig gerne finde. Særligt hvis den er helt særlig og ikke koster en formue. Kjolerne fra Barcelona-designeren Zsu Zsa er begge dele, og du finder sommerens hotte tubekjoler i delikat silkechiffon og klassiske sorte halterneck-kjoler med knitrende silkebånd.    
Zsu Zsa, Avinyó, 50 og Esparteria, 16
$$$ 

Drømmedesign
Er du vild med glamourøse kjoler i filmstjernestil, må du ikke gå glip af Santa Eulalias smukke kjoleudstilling af butikkens egne haute couture-kreationer gennem næsten 150 år, som de sætter op fra sensommeren. Indtil da er Santa Eulalias fornemme - men langtfra snobbede - butik i to etager absolut også et besøg værd. Du kommer til at bevæge dig museumsagtigt langsomt rundt på de tykke tæpper, mens du besigtiger drømmekøb fra designere som Balenciaga, Manolo Blahnik og Chloé. Det er her, du finder sæsonens it-taske, som har været udsolgt i månedsvis over resten af verden - og det er her, du ser kjolerne fra catwalken.
Santa Eulalia, Passeig de Gracia, 93
$$$$$ 

Internationale musthaves
Jean Pierre Bua er butikken, der på bedste sydlandske vis er stoppet til sidste hyldecentimeter med eksklusive designeritems, der kræver mindst et kvarters bladren blandt bøjlerne. Her er tøjet sorteret efter farver og stil - og ikke efter designere. Alexander McQueens sexede pencilskirt hænger ved siden af D&G's voluminøse blondetop, og på en (sjov) dag kan du opleve, hvordan en af butikkens stamkunder rydder mindst én hyldemeter. Så vidt behøver du ikke at gå. Til gengæld er der gode fund at gøre blandt designere som Dries van Noten og Comme des Garçons der kun fås i behersket udvalg i Danmark.
Jean Pierre Bua, Diagonal, 469
$$$$$ 

Her skal du sove
Vi har anbefalet Hotel Banys Orientals før og gør det igen. Det er ganske simpelt svært at finde et bedre placeret og bedre indrettet hotel i Barcelona til prisen. Uheldigvis har andre turister også fundet frem til Banys - så book i god tid. Og bestil et værelse. De såkaldte suiter ligger i en selvstændig bygning ved siden af hotellet og kan i værste fald være et mørkt værelse med vindue til gangen. Et dobbeltværelse får du for ca. 725 kr., og en suite koster ca. 925 kr.
Hotel Banys Orientals, Argenteria, 37, tlf. +34 93 268 84 60,
www.hotelbanysorientals.com

Sådan kommer du afsted
Hos selskaber som SAS og Sterling kan du finde returbilletter til Barcelona fra omkring 1.400 kr.
www.sas.dk og www.sterling.dk 

 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste