Funky Berlin

Byen der har det hele til din garderobe

1. maj 2006

Er du til hipt tøj fra upcoming designere eller dyr luksus? Så tag til Berlin, der har det hele til din garderobe - og ligger lige rundt om hjørnet

Luksusbutikken
Departmentstore Quartier 206 er et shoppeparadis. Her - i samme arkade, som huser Gucci, Bottega Veneta og tyske Strenesse - er alt det, du drømmer om (også at have råd til). På førstesalen: Prada, Marc Jacobs, Matthew Williamson, Chloé, Marni og tyske Jil Sander. Suppleret af jeans fra Superfine og Seven plus en skosalon med designersko. Stueetagen lokker med det bedste fra skønhedsbranchen. Og for at det ikke skal være løgn: På den nederste af arkadens etager finder du butikkens outletstore Only med varer nedsat med op til 80 procent.
Departmentstore Quartier 206 $$$$$ Only, Friedrichstadt Passage, Quartier 206, Friedrichstrasse 71 (Mitte) $$$ 

De riges rester
Er du til secondhand, er Berlin et mekka. Og er du til luksusgenbrug, skal du tage turen til Mommsenstrasse, hvor områdets dyre damers eksklusive, aflagte tøj hænger i flere butikker. Bedst er Ariane, hvis udvalg af velholdte designervarer er lige så stort, som butikken er lille. Her finder du stiletter fra Manolo Blahnik og Prada, bijouteri og bøjlestænger fyldt med tøj fra Missoni, Versace, Escada og La Perla. Og ja, prisen er til at tale om.
Ariane, Mommsenstrasse 4 (Charlottenburg) $$$ 

Fedt fodtøj
Er du til fodtøj af høj kvalitet, der gerne må være lidt ud over det sædvanlige, men samtidig brugbart til andet end ekstravagante fester, er der to butikker, du skal opsøge. Orlando, som blandt andet har Kors by Michael Kors, Pedro Garcia og L'autre Chose, og som i en nærliggende gade har en udsalgsbutik med rester sat ned med op til 70 procent. Og Riccardo Cartillone, som blandt andet sælger Fiorentini + Baker og spanske Chie Mahara, hvis tullesko og stiletter smukt forener det rustikke og delikate.
Orlando, Rosenthaler Strasse 48 $$$$
og Oranienburger Strasse 86 $$
Riccardo Cartillone, Oranienburger Strasse 85 (alle i Mitte) $$$$ 

Anvendelig avantgarde
Har du mod på lidt mere vovede eventyr ud i modejunglen, så slå et smut forbi Little Red Riding Hood. Her hersker skæv minimalisme og stram avantgarde i form af belgiske Martin Margiela og russiske Mia Shvilis glampunk og butikkens eget enkle mærke, Unique. Anderledes, men på ingen måde mere mærkeligt, end at de fleste kan følge med.
Little Red Riding Hood, Friedrichstadt Passage, Quartier 206, Friedrichstrasse 71 (Mitte)
$$$$ 

Sko fra gamle dage
Er du til skæve sko fra tidligere tider, er Oder Barfuss den bedste og billigste med et udvalg af omkring 2.000 par sko, støvler og især støvletter fra 1950'erne og frem. Her finder du alskens aflagt fodtøj - og måske et par Chanel, hvis du er heldig. Hos Danz Schuh er udvalget mindre.     
Oder Barfuss, Oderberger Strasse 14 og Danz Schuh, Danziger Strasse 2 (begge Prenzlauer Berg) $$ 

Skiftende designere
I Temporary Showroom er der løbende udskiftning af nye tyske og udenlandske talenters kollektioner - og derfor hele tiden overraskelser. Stilen er generelt eksperimenterende, og lige nu finder du blandt andet ungarnske Use (supersexet enkelt sort design) og tyske Anuschka Hoevener, som også har butik om hjørnet, og hvis tøj er ultraminimalistisk.
Temporary Showroom, Kastanienallee 36 A og Anuschka Hoevener, Kastanienallé 47 (begge Prenzlauer Berg)
$$$ 

Tysk pret-a-porter
Cocktailkjoler med pigede pufærmer og praktiske lommer. Skjorter af gazetynd bomuld. Trøjer af silketynd cashmere. Det tyske, fem sæsoner gamle luksuriøse pret-a porter-mærke Wunderkind er virkelig ganske wunderbart. Lavet af de lækreste kvaliteter, gennemarbejdet til mindste detalje, og designet af en af tysk modes sværvægtere, Wolfgang Joop, som også står bag mærket Joop.
Wunderkind, Rückerstrasse 8 (Mitte)
$$$$$ 

Skulpturelle sko
Når du træder ind i Bleibgrün, træder du ind i et skogalleri. Her findes kun fodtøj i verdensklasse. Såsom sexede stiletter fra Giuseppe Zanotti pyntet med krystalbesatte dyr, håndlavet af en juveler på licens fra Cartier, og funky støvletter fra Michel Perry. Besøg også Bleibgrüns tilstødende tøjbutik med Jean Paul Gaultier og Tysklands nye Jil Sander, Uli Schneider.
Bleibgrün, Bleibtreustrasse 29-30 (Charlottenburg) $$$$$ 

2 must go-stormagasiner:

KaDeWe
Er du til luksus, skal du styre direkte mod KaDeWe, Berlins bedste og det europæiske kontinents største stormagasin. Cirka 60.000 kvadratmeter fyldt til randen med Chanel, Dior, Bvlgari og Louis Vuitton i shop-i-shops. Du finder også Armani og Strenesse plus en velassorteret undertøjsafdeling med blandt andre Lise Charmels anbefalelsesværdige blonder.
KaDeWe, Tauentzienstrasse 21-24 (Schöneberg - på grænsen til Charlottenburg)

Galeries Lafayette
En aflægger af det legendariske parisiske stormagasin, som fejrer sin 10 års fødselsdag i Berlin i år, og som ligger over for Berlins største Hugo Boss-butik. Galeries Lafayette satser primært på etablerede mærker, men har også stillet et par hjørner til rådighed for upcoming designere.
Et i dameafdelingen og et i jeansafdelingen  med udvalgte varer fra butikken Berlinomat, som ligger i bydelen Friedrichshain. Galeries Lafayette, Friedrichstrasse 76-78 (Mitte). 

Hvert område - sin stil:

Prenzlauer Berg
Er du til mindre butikker med små mærker, secondhand og dagligstue-hyggelige cafeer, er Prenzlauer Berg stedet. Særligt Kastanienallee og Oderberger Strasse er gode at gå på opdagelse i.

Mitte
Mitte er centrum. Fra tæt trafik, kædeforretninger og luksuriøse flagskibe omkring Friedrichstrasse til cool kaffebarer, konceptstores og butikker med de gode mærker omkring Hackescher Markt.

Charlottenburg
I Charlottenburg lever og shopper det mondæne Berlin - og alle turisterne. Særligt på det berømte strøg Ku'Damm (indfødt slang for Kurfürstendamm). Du skal i sidegaderne for at finde overraskelserne - men de er sjældent billige.  

Her kan du bo:

Egen lejlighed:
Med dine veninder. Vil du holde pyjamasfester med dine rejsefæller, skal du bo i en Miniloft-lejlighed. Cool indretning med alt fra adsl-forbindelse og tv til køkken og spisekrog. Den billigste lejlighed på omkring 30 kvadratmeter til to personer koster 820 kr. pr. nat - og skal mindst lejes for to nætter.  
Miniloftmitte, Hessische Strasse 5 (Mitte), tlf. +49 308 471 090, www.miniloft.com

Hygge:
Med din kæreste. Er du til romantiske omgivelser og et sted, der emmer af ro (kan være tiltrængt efter en hård dags shopping), er lille, intime
Ackselhaus dit hotel. Alle værelser er forskellige - et er indrettet i maritim New England-stil, et andet med fransk smedejernsseng, et tredje med jacuzzi. Det billigste dobbeltværelse fås for omkring 900 kr.
Hotel Ackselhaus, Belforter Strasse 21 (Prenzlauer Berg), tlf. +49 304 433 7633, www.ackselhaus.de

Luksus:
Med dit indre luksusdyr. Skal det være luksus, skal det være på det femstjernede hotel, hvor designeren Karl Lagerfeld har boet. Franske Roger & Gallet på badeværelset, stilig, minimalistisk restaurant og mulighed for massage og en tur i dampbad. En dobbeltværelse med morgenmad fås fra cirka 1.300 kr.
Dorint Sofitel Am Gendarmenmarkt, Charlottenstrasse 50-52 (Mitte), tlf. +49 302 037 50, www.dorint.com 

Sådan kommer du til Berlin:
520 kr. for en tur/retur-billet til Berlin på www.sterling.dk

Sådan kommer du rundt i Berlin:
Anskaf et kort over byen og metrosystemet og køb en dagsbillet til zonerne AB til 45 kr., så du ubegrænset kan bruge Berlins transportsystem indtil kl. 15 næste dag. 

 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste