Arizona Muse
© Marcus Ohlsson courtesy of D+V

Arizona Muse: “Desto mere du ved, desto mindre har du lyst til”

Den 30-årige topmodel Arizona Muse har noget, hun gerne vil sige til dig

12. oktober 2019 af Olivia Nepper Winther

Siden sine teenageår har den 30-årige topmodel Arizona Muse været en del af modebranchen – og været førstehåndsvidne til, hvor ødelæggende en industri, det er. Det vil hun gøre noget ved og bruger i dag bevidst sit ydre til at sætte fokus på en mere bæredygtig tøjproduktion. Derfor siger hun heller aldrig nej til et job for et ikke-bæredygtigt mærke, for jo mere hun bliver set, jo større et navn og jo højere en stemme får hun. 

Det er næsten for oplagt: At bruge ordet muse i et interview med Arizona Muse. Men den græske betegnelse for kvinder, der qua deres skønhed vedvarende inspirerer, er særdeles rammende for den 30-årige internationale topmodel fra Santa Fe. Ikke kun på grund af hendes åbenlyse skønhed – katteøjnene, de perfekt formede bryn og de fyldige læber – eller hendes gennemførte styling – mørkeblåt denimsæt, hvide cowboystøvler og en bred stråhat, men fordi hun, længe før Pia Kjærsgaard opfandt skældsordet ‘klimatosse’, satte sig for at bruge sit ydre til at tilskynde en mere bæredygtig tøjproduktion. Som de græske muser, der lod sig dyrke for kunstens skyld. 

“Jeg er så glad for at være en del af denne tid og bevægelse. Alt for længe har vi ignoreret de mange forskellige parametre, hvor tøjproduktion har en skadelig indvirkning på miljøet,” siger hun, da vi mødes en solskinsstund i maj foran DR’s koncertsal, hvor modebranchens spidser er samlet for at diskutere bæredygtighed på Copenhagen Fashion Summit.   

Arizona Muse, Designers Remix’ Charlotte Eskildsen og Eva Kruse CEO hos Global Fashion

Arizona Muse (tv.) snakkede bæredygtighed med Designers Remix’ Charlotte Eskildsen og Eva Kruse CEO hos Global Fashion Agenda under Københavns modeuge i januar. 

© Marcus Ohlsson courtesy of D+V

Dagen efter skal Arizona Muse deltage i en paneldebat om forbrug med blandt andet den amerikanske journalist Maya Singer, men denne dag er hun her for at suge viden og inspiration til sig – og for at mødes med mig i frokostpausen til en snak om sit stadigt voksende engagement i en bæredygtig modebranche. 

“Du må virkelig bare stoppe mig, hvis jeg ryger ud ad en tangent, men jeg har så meget at sige om dette emne,” advarer hun, da vi har fået sat os til rette på en græsplæne og pakker vores veganske frokost ud af de brune genbrugsbakker. 

Arizonas glæde over maden virker (i modsætning til min) oprigtig, det samme gælder hendes begejstring over mine spørgsmål om hendes aktivisme. Det er nemlig sket mere end én gang, fortæller hun, at hun har troet, at hun skulle lave et interview om bæredygtighed, men at der ikke er gået meget mere end to minutter, før journalisten i stedet er begyndt at stille spørgsmål om hendes trænings- og skønhedsrutiner.

“Men jeg har stadig set det som en succes, hvis jeg har kunnet snige lidt foreståelse for bæredygtighed med ind. For det er først for nyligt, at den slags medier, der normalt laver interviews med modeller, er begyndt at skrive om klimaet. I lang tid har jeg oplevet, at folk ikke gad høre kendsgerningerne, nemlig hvor dårligt vores jord har det på grund af vores handlinger. Men i løbet af de sidste to års tid er det, som om at der er sket noget. Som om at vi er brudt igennem lydmuren,” siger hun med en klimatosses glød i øjnene under stråhattens skygge.

En glød, der ikke bliver mindre, da hun fortsætter:

“Og det positive er jo, at løsningerne er der, så vi kan simpelthen ikke længere undskylde os med, at det er for besværligt eller dyrt. Hvis vi løfter i flok, vil både arbejdet og prisen blive lavere.” 

Arizona Muse for Louis Vuitton

Arizona Muse på catwalken for Louis Vuitton i 2010.

© Getty Images

På den grønne løber

Som de fleste andre modeller indledte Arizona Muse sin karriere i teenageårene. Opvokset i et med egne ord hippiehjem i Santa Fe i New Mexico med en lillebror, en amerikansk far og en engelsk mor, gik hun på highschool, hang ud med sine veninder og havde småjobs som model. Den temmelig gennemsnitlige teenagetilværelse ændrede sig dog, da hun som 19-årig ved et tilfælde blev gravid. Udsigten til et liv som ung alenemor tvang Arizona til at lægge en fremtidsplan, der kunne sikre hende og barnet økonomisk, og hun valgte derfor at give modelkarrieren et dedikeret forsøg i seks måneder. Hvis det ikke bar frugt, måtte hun finde på noget andet at lave. Men det blev ikke aktuelt. Et år efter sønnen Nikkos fødsel åbnede hun Pradas show, og kort efter fulgte blandt andet åbningen af Chanel, en Louis Vuitton-kampagnefilm, hvor hun spillede over for David Bowie, et væld af magasinforsider og en kontrakt som ansigt for Estée Lauder. 

“Jeg har været i denne branche i lang tid, og mode har næsten altid været en del af mit liv. Men på trods af min opvækst, blev mit engagement for bæredygtig tøjproduktion først sparket i gang for fem år siden, da jeg deltog i velgørenhedsarrangementet Synchronicity Earth i London. Selvfølgelig var jeg, som alle andre, i et vist omfang klar over, at vi skal passe på vores jord, men budskabet var aldrig gået så kraftigt ind, som det gjorde den dag. Det gik virkelig op for mig, hvor lidt jeg vidste, selvom jeg er vokset op i et grønt miljø,” fortæller Arizona og uddyber, at velgørenhedsarrangementet som sådan ikke handlede om modebranchen, men om miljøet generelt. 

Blandt andet var det en debat om de såkaldte underdogs i naturen, der gjorde indtryk. Hvordan der sættes meget ind på at rede tigere, men ikke en uddøende vandlarveart, der ellers er ekstremt vigtig for vores økosystem, men knap så eksotisk eller nuttet som de vilde kattedyr. 

“Jeg blev virkelig passioneret omkring emnet. Om aftenen gik jeg ind Amazon for at finde bøger til research. Hver gang jeg ledte efter en bog, fandt jeg syv andre, der også var interessante, og det gik op for mig, hvor mange facetter, der er i bæredygtighed, ikke mindst i modebranchen, som jeg jo er en del af,” forklarer hun. 

Grøn er som bekendt de sidste år blevet det nye sort, men det var det ikke for fem år siden, da Arizona fik sit klimakald.

“Dengang var det ikke en cool interesse, jeg havde, og jeg syntes heller ikke selv, at det var særligt smart at poste den slags på Instagram. Det var jo ikke det, folk ville høre om. Sådan er det ikke længere. Nu er bæredygtighed jo et slags buzzword. Problemet er ikke længere, at folk ikke vil høre om det, men at de ikke altid ved, hvad det betyder,” siger hun.

Derfor prøver Arizona at gøre både forbrugere og mærker klogere på de mange facetter inden for bæredygtighed og mode. Og i dag sker det blandt andet på hendes Instagramprofil. 

“Klimaaktivisme er jo ikke supersexet, så jeg har da helt klart mistet nogle
typer følgere på det, altså dem, der hellere så, at jeg postede badetøjsbilleder. Men samtidig oplever jeg en stor interesse, da jeg i modsætning til de fleste andre klimaaktivister har en agenda om at gøre emnet ikke bare uddannende, men glamourøst,” forklarer hun.

Det gør hun blandt andet ved eksplicit at bære bæredygtige mærker på den røde løber og, hver gang hun har muligheden, tale om modebranchens ansvar på en måde, som modeinteresserede kan relatere til. Også selvom det indebærer, at hun efterfølgende skal svare på dobbelt så mange spørgsmål om sine skønhedsrutiner.

“Min klimainteresse har stor betydning for mit professionelle liv. Jeg siger ikke nej til at arbejde med ikke-bæredygtige mærker, for det vigtige ved min rolle og stemme er jo at være en betydningsfuld model, og det ville jeg ikke være, hvis jeg skulle sige nej til størstedelen af alle jobs. Men når jeg arbejder med ikke-bæredygtige mærker, så snakker jeg ikke om andet end bæredygtighed. Jeg prøver både at joke med det og tale mere seriøst om det,” siger hun.

Arizona er især optaget af at få branchen til at forstå de mange komponenter bag deres distributionskæde.

“Egentlig kan bæredygtig mode koges ned til distributionskæder. Det hele handler om det. Fordi moden skifter så hurtigt, bliver mange beslutninger taget i sidste øjeblik, og modehusene har slet ikke nogen bevidsthed om, hvilke konsekvenser det har. Hverken socialt eller for klimaet,” siger hun og giver et eksempel: Et modehus i Paris sætter en hel indonesisk landsby i gang med at producere en særlig type lyserød silke, men pludselig ændres trenden, og hele ordren bliver aflyst. Landsbybeboerne mister deres levebrød, stoffet er blevet farvet med giftige kemikalier, og hvor ender det alt sammen henne? Brændt eller i havet. Uden nogensinde at være blevet brugt.

“Det er en kæmpe fejl, at der ikke undervises mere i dette på designskolerne,” siger Arizona og tjekker sin mobil. 

For, som hun selv siger, har hun ud over sit kendte navn, glamourøse status og brændende klimaengagement også taget sin syv måneder gamle datter med sig fra London til Danmark. Derfor skal der lige tjekkes eventuelle beskeder fra barnepigen, der i øjeblikket går rundt med baby Cy i en klapvogn på Islands Brygge. Meldingen lyder, at datteren sover trygt og godt.

Arizona Muse på forsiden af australsk Vogue

Arizona Muse på forsiden af australsk Vogue i 2013.

© Vogue Australia

Tiden for overflod er slut

Der er ti år mellem Arizonas børn. Efter modelgennembruddet i 2010 flyttede hun med lille Nikko til Notting Hill i London. I en alder af fem år skar Nikko voldsomt tænder om natten, så Arizona opsøgte Boniface, en London-baseret fransk osteopat med forførende brune øjne ... Og resten er historie, som man siger.

I november sidste år fik den fransk/engelsk/amerikanske moderne families lejlighed med udsigt over Hyde Park endnu en beboer, lillesøster Cy.

“Første gang var jeg ung alenemor, denne gang er jeg en del af en stabil familie, så der er selvfølgelig mange forskelle mellem mine to oplevelser af at blive mor. Men en af de ting, hvor jeg tydeligst kan mærke en forskel, ikke kun hos mig, men også hos andre forældre, er, hvor stort fokus der er kommet på klimaet. Det er blevet meget vigtigere for mig som mor er at tage nogle aktive beslutninger på vegne af mine børn. Eksempelvis ser vi ikke TV derhjemme. Der er så mange programmer og reklamer, der opfordrer især børn til overforbrug, og hvis der er noget, der virkelig kan gøre mig gal, så er det, at der sidder veluddannede mennesker og bruger deres tid og viden på at få børn til at føle et behov for ting, de slet ikke har brug for,” siger hun.

Ud over distributionskæder er overforbrug også en af Arizonas kæpheste. Engang shoppede hun, det gør hun nærmest aldrig mere. Og når hun gør, at det næsten altid vintage.

“Mit bedste tip til folk, der gerne vil forbruge mere bæredygtigt, er at købe brugt. Hvis du køber noget, der allerede er produceret, så er du med til at stoppe en ny produktion, og hvis noget allerede har holdt i 50 år, så holder det nok også de næste 50 år. På Ebay kan man slå en genbrugs-knap til, så viser siden kun brugte varer. Hele mit hjem er fyldt med retromøbler derfra,” forklarer hun.

Og ifølge modellen er det ikke særligt svært at lade være med at købe nyt.

“Jeg nægter ikke mig selv noget. Jeg køber bare ikke ting, der er skadelige for miljøet, fordi jeg ikke vil. Jeg har lavet nok research til, at mit ønske altid er det mest miljøvenlige, om det så er at købe en træopvaskebørste frem for den i plastik eller at spise vegansk,” siger hun med et smil til de nu tomme brune bakker fra vores – overraskende lækre – overståede frokost.

“Derfor vil jeg gerne inspirere til mere folkeoplysning. For desto mere du ved, desto mindre har du lyst til.”

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...