Aperol Spritz møder frozen rosé i denne lækre sommerdrink

Iskold og læskende! To af sommerens mest populære drinks mødes i én supercocktail.

Aperol Frose
© Getty Images

Når du skal køle ned i sommervarmen, er Aperol Spritz og rosévinens iskolde lillesøster, frozen rosé, to oplagte valg.

De to favoritter mødes her i én læskende sommercocktail, som i 2019 blev spået som en af de mest populære drinks i den årlige Culinary + Cocktail Trend Forecast.

Navnet er Aperol Frosé, og den lyserøde cocktail vil uden tvivl skabe glæde hos dine gæster.

Scroll ned, og få den simple opskrift på den kommende sommerklassiker.

Opskrift på Aperol Frosé (til 5 personer)

  • 125 ml lime cordial (alternativt kan du presse din egen limesaft og blande med ca. 1 spsk sukker)
  • 750 ml rosévin
  • 10 dl isterninger
  • 125 ml Aperol

Fremgangsmåde

  1. Bland lime cordial med 500 ml af rosévinen. Kom blandingen i en fryseegnet bakke, og sæt den på frys i ca. 4 timer, eller indtil den er frossen.
  2. Placér den frosne vinblanding i en blender ad to omgange sammen med isterninger og resten af vinen. Blend, indtil alle isterningerne er knust, og du har den ønskede konsistens.
  3. Fordel blandingen i glas, og top af med Aperol.