Bea Fagerholt: Dette produkt har fulgt mig de sidste 10 år
Den 30-årige skønhedsekspert og freelancestylist deler ud af sine bedste beautyråd – og hun har mange
Af — 29. oktober 2018Den 30-årige skønhedsekspert og freelancestylist Bea Fagerholt bor med sin kæreste og lille søn i en lejlighed på Østerbro, der byder på et stort badekar, som hun gerne finder tid til at ligge i et par gange om ugen med en – eller flere – ansigtsmasker på.

Nævn tre uundværlige skønhedsprodukter?
“En sovemaske – Ferrarien i den kategori er de bløde masker med duft af lavendel fra Holistic Silk, som lukker alt lys ude og sender dig lige til drømmeland. Macs Strobe cream har fulgt mig de sidste ti år, og den bruger jeg som highlighter på øjenlåg og kindben. Og så min krystaldeodorant fra Amazing Space. Jeg har måske prøvet 100 deodoranter, men denne her er bare bedst.”
Ændrer dine skønhedsvaner sig fra sommer til vinter?
“På samme måde som jeg tager mere tøj på om vinteren, opgraderer jeg hudplejen med fugt og mere beskyttelse i det kolde vejr – også til kroppen, hvor jeg altid blander kropsolie i min bodylotion.”
Hvordan holder du din hud pæn?
“Du når langt med gode renserutiner. Jeg renser min hud grundigt morgen og aften med Aurelias Miracle cleanser, som jeg masserer godt ind i huden, før jeg vasker af med min vaskeklud fra Verso. I forhold til pleje er jeg mest optaget af at bruge gode serummer og olier, og derfor har jeg ikke så store krav til min dagcreme. Men Glossiers dagcreme er god at fugte med oven på makeuppen, hvis jeg skal friske huden op efter at have været ude i vind og vejr. Om natten bruger jeg en rigtig fedtebørge af en natcreme fra Amly, som jeg nærmest kan gå og glæde mig til at smøre på, fordi den er så lækker.”
Hvordan ser din makeup ud?
“Jeg bruger aldrig mascara eller øjenskygge, men fokuserer i stedet på en lækker og frisk hud. Der er Kjær Weis’ cremeblush virkelig god, fordi den har så meget næring i sig, at den fugter lidt ligesom hudpleje og blender flot og naturligt ind i huden.”
Har du et godt hårtip?
“Jeg er glad for Less is Mores proteinspray. Jeg bruger den i håret hver eneste dag, fordi jeg synes, den frisker op og gør mit hår mindre kruset.”
Hvilket skønhedsråd burde flere følge?
“Brug mere af produktet. Når jeg ser mine veninder tage creme på, bruger de så lidt, at det nærmest kun er nok til at dække næsen. Det er slet ikke nok. Generelt har mange tør og mat hud, fordi de ikke fugter den ordentligt eller bruger nok af deres plejeprodukter.”