Brug færre produkter, der kan mere

Slow fashion er nået skønhedsbranchen, og det betyder mere overskuelige skønhedsrutiner for dig og din hud.

hud økologi slow beauty
© Christabelle Beaudry

I 2020 har mange brugt corona-nedlukningen til at gå i tænkeboks, og for nogle har det medført ændrede vaner. Det har også givet genlyd hos flere virksomheder, som har ytret ønske om at lægge stilen om. I modeverdenen taler man derfor mere end nogensinde om slow fashion, og det er et begreb, der også påvirker skønhedsbranchen – og din hud.

Slow beauty ...

... kaldes lige nu for 2020’s vigtigste skønhedstendens, og forhåbentligt bliver den mere end flygtig og i stedet en vedvarende ændring i vores måde at forbruge skønhedsprodukter på. Slow beauty handler, ligesom slow fashion, om at købe mindre, og i dette tilfælde om at købe produkter, hvor det bæredygtige aspekt er i højsædet i forhold til valg af ingredienser, arbejdsforhold under produktionen og emballage. Ligeledes handler slow beauty om, at du som forbruger gør det nemmere for dig selv ved at bygge en rutine op omkring brugen af færre, men smartere produkter, hvilket giver en mere overskuelig badeværelseshylde og mindsker mængden af tom emballage efterfølgende.

Denne tendens har fået fornyet medvind i USA under corona-krisen, men er herhjemme også en stødt voksende del af den skandinaviske og ikke mindst danske skønhedsbranche, hvor flere små brands skyder frem med en vision om bæredygtige og grønne produkter.

Vil du gøre hudplejerutinerne lettere med færre produkter, sådan at du kun bruger rens, olie eller dagcreme, og samtidigt støtte mærker med fokus på miljøet, giver vi her vores bud på tre nye slow beauty-favoritter, der tilsammen kan udgøre en hel plejerutine.